Svar:
Kære spørger
Jeg tolker dit spørgsmål som om, det er vægtudviklingen, og dermed stofskiftet – ikke fordøjelsen – som du er mest bekymret for. For alligevel at svare på det med fordøjelsen, så bør den så småt have omstillet sig til et liv uden nikotin. Det er primært de første måneder efter et rygestop, at maven arbejder mere trægt, end man er vant til.
Værre ser det ud med stofskiftet, for efter et rygestop finder kroppen tilbage til sit naturlige stofskifte. Uheldigvis vil dette være på et lavere niveau, end mens du røg, fordi cigaretterne har holdt stofskiftet kunstigt oppe. I praksis får det den konsekvens, at mange mennesker i kølvandet på et rygestop tager på, fordi den mængde mad, de gennem årene har vænnet sig til at spise, ikke længere harmonerer med deres krops stofskifte.
Desuden oplever mange eksrygere en trang til at småspise – ofte usunde ting – for at kompensere for savnet efter at have en cigaret i munden. Dette småsnackeri øger risikoen for at tage på yderligere.
Som du kan forstå på ovenstående, er måden du får bremset vægtstigningen på ikke at vente på, at kroppen finder sig til rette med rygestoppet. I stedet bør du sætte aktivt ind ved at reducere dit kalorieindtag. Har du været vant til at ryge en pakke cigaretter dagligt, skal der skæres cirka 10 procent af al din mad, blot for at bremse vægtstigningen. Så meget har rygningen nemlig sandsynligvis løftet dit stofskifte. Skal vægten ligefrem arbejdes ned, må der reduceres yderligere på kalorieindtaget. Det gøres bedst ved konsekvent at vælge magre varianter af kød, pålæg og mejeriprodukter, spare på stivelsesrige madvarer, som pasta, ris og kartofler, styre udenom flydende kaloriebomber, som sodavand, saftevand, alkoholiske drikke og lignende, og generelt passe på kalorierne. Gør du det, skal du nok få din normale figur tilbage.
Med venlig hilsen
Martin Kreutzer
Ernæringskonsulent