Svar:
Kære spørger.
Du er tidligere behandlet med terbinafin (indholdsstoffet i lamisil) for neglesvamp og spørger nu om muligheder for behandling af neglesvamp, da du har fået tilbagefald af din neglesvamp.
For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin (som du har prøvet), itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.
Inden du går i gang med en eventuel fornyet behandling for neglesvamp, vil jeg anbefale dig, at du ved din læge eller en hudlæge får lavet en ny undersøgelse for neglesvamp, så du med sikkerhed kan få konstateret, om du stadig har neglesvamp. Undersøgelsen udføres ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger.
Hvis resultatet af svampeundersøgelsen viser, at du stadig har neglesvamp, vil jeg umiddelbart foreslå dig, at du behandles med både en af ovennævnte tabletbehandlinger og den medicinske neglelak, men at du sammen med din læge gennemdrøfter ovennævnte behandlingsmuligheder og planlægger den behandling, der for dig vil være den bedste. Desuden vil jeg gøre dig opmærksom på, at det endelige behandlingsvalg afhænger af en samlet vurdering ud fra bl.a. præparaternes behandlingseffekt overfor den pågældende svampeinfektion, præparaternes bivirkningsprofil og mulige indflydelse på andre sygdomme og lægemidler. Det er derfor vigtigt, at du informerer din læge, hvis du lider af andre sygdomme eller indtager andre lægemidler, så der også kan blive taget højde for dette, når din behandling planlægges.
I øvrigt kan jeg henvise dig til Netdoktors leksikon med information om medicin. Du kan her finde uddybende oplysninger om både terbinafin, itraconazol, fluconazol og amorolfin.