Svar:
Kære spørger.
Du spørger, om det overhovedet er nødvendigt at behandle neglesvamp.
Indikationen for behandling af neglesvamp er relativ, forstået på den måde, at hver enkelt patient i samråd med sin læge skal opveje fordele og ulemper, inden en behandling påbegyndes. Behandling er sædvanligvis indiceret, hvis neglesvampen generer kosmetisk i væsentlig grad eller hvis neglesvampen giver gener i form af ømhed, fx hvis neglen er løsnet eller hvis en fortykket negl trykker mon den omgivende hud. Neglesvamp giver derimod ikke anledning til hovedpine eller andre almene symptomer.
Den væsentligste fordel ved de medicinske behandlinger for neglesvamp er naturligvis, at man kan blive kureret for neglesvamp og herved opnå en normalisering af de abnorme negle. Flere forskellige tabletbehandlinger kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol, fluconazol og ofte i kombination med en medicinsk neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin).
Ulemperne ved de medicinske behandlinger for neglesvamp er bl.a. at de er relativt dyre, og at ingen af præparaterne er fri for potentielle bivirkninger. Jeg har i flere af mine tidligere besvarelser beskrevet potentielle bivirkninger til de tilgængelige medicinske behandlinger, og jeg henviser til disse, hvis du måtte ønske yderligere oplysninger.
Det er en forudsætning for at påbegynde medicinsk behandling for neglesvamp, at der foreligger en korrekt diagnose, idet de medicinske behandlinger for neglesvamp naturligvis kun kan forventes at have effekt, hvis der er tale om en svampeinfektion. Diagnosen neglesvamp stilles ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse foretages hos den praktiserende læge eller hos en hudlæge.