Svar:
Kære spørger.
Du ønsker information om muligheder for behandling af neglesvamp hos børn.
Neglesvamp hos børn er relativt sjældent forekommende, og sædvanligvis forekommer det hos børn, som er familiært disponerede. Særlig hyppigt ses det, at barnets far har fodsvamp og muligvis også neglesvamp. Smitten overføres via inficerede hudskæl, hvorefter barnet udvikler fodsvamp, som kan brede sig til neglene og senere udvikles til neglesvamp
For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor to forskellige præparater kan anvendes til børn; hhv. terbinafin og fluconazol. Begge præparater er receptpligtige og doseres til børn efter vægt. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak (amorolfin, ciclopirox). Neglelakken er som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle.
Jeg er i tvivl om, din datter har fået stillet diagnosen neglesvamp ud fra en svampeundersøgelse? Det er vigtigt, at der laves en sådan svampeundersøgelse, da man ikke med det blotte øje kan konstatere neglesvamp. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan foretages hos jeres egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger.
Hvis en angrebet negl falder af, vil neglen igen vokse ud. Man kan i mellemtiden påsmøre en medicinsk svampehæmmende creme direkte på neglelejet.