Kære Netdoktor
De sidste ugers tid har jeg fældet helt vildt - sådan at jeg kan skrabe alle hårene sammen, som jeg har efterladt mig på lagenet i nattens løb! Jeg har altid haft enormt tykt hår, og fældet en smule, men ikke så meget!
Jeg har glattet meget hår med glattejern de seneste to år, hvilket også har gjort at det knækker meget i spidserne - men det er ikke faldet af på den måde. Min familie har også lagt mærke til at der ligger hår alle vegne, og jeg er ved at blive rigtig nervøs!
Det er ikke sådan at det falder af i totter, men der ryger omkring syv hår af når jeg stryger hænderne igennem håret. Jeg har ret langt hår, så det ser selvfølgelig værre ud end det er - men jeg fælder MEGET.
Kan det være fordi mit hår er tørt, eller fordi jeg mangler vitaminer? Eller er det fordi jeg tit har mit hår i en stram hestehale? Derudover er min mor og jeg ret sikre på, at jeg har jernmangel, da jeg er meget træt hele tiden, og er meget bleg med rande under øjnene - kan man også tabe håret af det?
Med venlig hilsen
En Spørger