Svar:
Kære spørger.
Du spørger, hvor gammel din søn skal være for at få medicinsk behandling for neglesvamp.
Neglesvamp forekommer hyppigst hos voksne og især ældre mennesker, men kan dog også forekomme hos børn.
For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en medicinsk tabletbehandling, hvoraf enkelte præparater også kan anvendes til behandling af børn. Der er altså mulighed for at din 14 årige søn kan modtage en medicinsk behandling for neglesvamp.
Ved en tabletbehandling for neglesvamp opnår de fleste patienter en bedring, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Men heller ikke efter denne kombinationsbehandling kan man forvente at alle patienter bliver helbredte. Dette er en vigtig information at have med i sine overvejelser, når man skal beslutte, om man ønsker behandling eller ej. Indikationen for behandling af neglesvamp er nemlig relativ, forstået på den måde, at hver enkelt patient skal opveje fordele og ulemper, inden en behandling påbegyndes.
Jeg vil foreslå, at I henvender jer til jeres læge med henblik på at få stillet en korrekt diagnose ud fra et svampeskrab. Når resultatet af denne foreligger, vil I sammen kunne planlægge den for din søn bedste behandling.