Kære spørger.
Jeg forstår på din henvendelse, at du har neglesvamp og gerne vil vide: 1) hvor stor chancen er, for at din neglesvamp svinder ved behandling med terbinafin (indholdsstoffet i lamisil), og 2) hvilke forholdsregler du skal tage for at undgå at blive re-smittet eller få tilbagefald af din neglesvamp.
Ad 1) Forventet behandlingseffekt
For at kurere svamp i tånegle er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater er almindelige og effektive, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Ca. 20-30% af de behandlede patienter bliver desværre ikke raske efter endt behandling selv med de mest effektive lægemidler. Nyere undersøgelser tyder dog på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Men man må fortsat forvente, at heller ikke alle patienter bliver raske efter denne kombinationsbehandling.
Du skriver, at du er i behandling med terbinafin (indholdsstoffet i lamisil), men det fremgår ikke, om det er i form af tabletbehandling eller cremebehandling. Jeg går dog ud fra, at det er tabletter, du bliver behandlet med, da lokalbehandling som eneste behandling sædvenligvis ikke er tilstrækkelig til at kunne kurere neglesvamp.
Ad 2) Forholdsregler for at undgå re-smitte og tilbagefald af fod- og neglesvamp.
Neglesvamp anses ikke for at være særlig smitsom. Svamp i tånegle er derimod stort set altid forudgået af fodsvamp, som er smitsom og smitter fra person til person via inficerede hudskæl. Fodsvamp kan brede sig til neglene og senere udvikles til neglesvamp. De væsentligste forholdsregler, man kan tage efter at have afsluttet en behandling for neglesvamp, går således ud på at undgå, at man bliver re-smittet eller får tilbagefald af fodsvamp, som efterfølgende kan brede sig til neglesvamp.
Generelt anbefales følgende forholdsregler:
1) Anvend badetøfler, når du opholder dig i fugtige omgivelser som svømmehaller, bade- og omklædningsrum, idet der her er en særlig risiko for at blive smittet med svampesporer
2) Undgå tætsiddende, lukket fodtøj, som medfører et varmt og fugtigt miljø, der disponerer til udvikling af fodsvamp
3) Foretag hyppige skoskift i løbet af dagen
4) Sørg for perioder med frisk luft til fødderne i løbet af dagen
5) Anvend bomuldsstrømper, som kan vaskes ved minimum 60 grader
6) Sørg for at tørre huden på fødderne og mellem tæerne omhyggeligt efter badning
7) Anvend eventuelt en pudder med et svampedræbende middel på indersiden af dit fodtøj (pudder med de medicinske indholdsstoffer econazol eller miconazol kan købes i håndkøb på apoteket). Denne sidste anbefaling er på baggrund af, at det tidligere er påvist, at læder fra fodtøj kan indeholde svampesporer. Dog har man ikke kunnet påvise, at dette fænomen har betydning for en eventuel smittespredning. Man må ikke desto mindre formode, at der er en vis smitterisiko, hvis man anvender fodtøj fælles med en person, der har fodsvamp, og især hvis fodtøjet har været anvendt med bare fødder. På tilsvarende måde kan det ikke udelukkes, at der er en mindre risiko for re-smitte fra ens eget fodtøj, hvis man fortsætter med at anvende de samme sko efter at være behandlet for fodsvamp. Jeg finder det ikke nødvendigt, at man udskifter sit fodtøj i forbindelse med behandling for fod- og neglesvamp, og især ikke hvis de ovennævnte forholdsregler overholdes.