Kære spørger.
Du vil gerne vide, hvordan man kan se, om en behandling for neglesvamp har den ønskede effekt?
Negleforandringer som led i en svampeinfektion forsvinder ved, at det syge område erstattes af ny, sund negl, når svampeinfektionen behandles, og den nye negl vokser frem. Fingernegle fornyes sædvanligvis i løbet af ca. 4 måneder, mens storetånegle fornyes i løbet af 8-12 mdr. Det vil sige, at det kan tage op til 1 år inden en syg tånegl erstattes med ny, sund negl.
Efter ca. 2 måneders medicinsk behandling for neglesvamp kan man forvente at se en tydelig bedring af neglen med normalisering af negleområdet længst oppe mod neglebåndet. Hvis dette ikke er tilfældet, er din behandling muligvis ikke effektiv overfor den pågældende svampeinfektion.
Du skriver, at du har været i behandling med medicinsk neglelak for neglesvamp gennem ca. 7-8 måneder. Når du, som foreskrevet, sliber neglene før påsmøring af den medicinske neglelak, fjerner du de helt yderste lag af neglen. Derimod påvirker du ikke de dybere lag af neglen eller området under neglen, hvor neglesvamp sædvanligvis er lokaliseret. Derfor vil du stadig kunne se, om din behandling har effekt på din neglesvamp.
Desværre er den mediciske neglelak som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle. Her er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopiroxolamin). Alle ovennævnte præparater er receptpligtige i Danmark.
Jeg vil foreslå dig, at du via din egen læge eller en hudlæge bliver undersøgt og evt. får udført en svampeundersøgelse, som vil afklare, om du stadig har neglesvamp.