Brevkasse

Spørgsmål   Hud, hår og negle

Spørgsmål: Kan det passe, at neglesvampen kan komme igen efter disse stærke kure?

Hej Merete,

Jeg har fortsat neglesvamp i 2 tånegle trods 2 stærke kure ordineret af min læge med 3 års mellemrum. Kan det passe, at neglesvampen kan komme igen efter disse stærke kure ? Jeg har endvidere fået at vide, at jeg ikke må få flere kure, da det kan give leverskade.

Hilsen J.

Svar:

Kære spørger.

Du beskriver, at du stadig har negleforandringer efter at være behandlet for neglesvamp i to omgange med 3 års interval.

Jeg er usikker på, om du har fået stillet diagnosen neglesvamp ved en svampeundersøgelse? Hvilke præparater, har du været behandlet med? Hvor længe? Og har der slet ikke været nogen effekt af behandlingerne? Jeg skal forsøge at svare så godt som muligt, men hvis du fortsat savner svar, er du velkommen til at vende tilbage.

Det er ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion, og det kan derfor være vanskeligt at afgøre, om du stadig har neglesvamp, eller om dine negleforandringer skyldes noget helt andet. Der er nemlig andre årsager til negleforandringer end neglesvamp: Bl.a. kan slag, tryk og traumer medføre, at neglene ændres, ligesom psoriasis og visse andre hudsygdomme også kan påvirke neglene.

Det første, jeg vil råde dig til, er, at du taler med din læge om at blive henvist til en hudlæge, da jeg vurderer din fremtidige behandling vil være en specialistopgave. Hudlægen vil undersøge dine negle og givetvis lave en svampeundersøgelse, så det kan blive afklaret, om du stadig har neglesvamp. Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.

Hvis undersøgelsen viser, at du stadig har neglesvamp, vil en evt. fremtidig behandling afhænge af flere ting; bl.a. typen af den påviste svampeinfektion og hvilket præparat du tidligere er blevet behandlet med, ligesom pris og potentielle bivirkninger til behandlingerne naturligvis også er af betydning. For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte.

Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopiroxolamin).

En behandlingsmulighed kunne eventuelt være en kombination af svampedræbende medikamenter med både tabletter og creme – hvis du ikke allerede har prøvet det.


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvordan kan jeg forebygge infektion/eksem i ansigtet?

2025-03-8 | 00:00

Hvad er årsagen til min afskalning?

2025-03-8 | 00:00

Kan strækmærkenerne fjrnes med laser?

2025-03-8 | 00:00

Hvordan behandler man fnat?

2025-03-8 | 00:00

Smitte af helvedesild

2024-04-29 | 11:39

Vaccination eller ej

2024-04-25 | 22:27

Neglesvamp

2024-04-24 | 11:56

Hvordan kan neglepsoriasis blive behandlet?

2024-04-20 | 00:00

Hvad kan man gøre mod fodvorter?

2020-04-10 | 20:46

Skal man bruge støttestrømpe efter rosen?

2019-03-12 | 18:13

Jeg bliver aldrig brun...

2018-06-7 | 17:10

Hvorfor har jeg altid "gåsehud" på mine arme?

2018-01-3 | 17:13

Hvorfor sveder jeg konstant?

2013-08-12 | 00:00

Hvilke årsager er der til hårtab?

2013-08-12 | 00:00

Hvad provokerer min helvedesild?

2013-07-11 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.