Brevkasse

Spørgsmål   Hud, hår og negle

Spørgsmål: Kan man blive re-smittet fra sit fodtøj efter afsluttet behandling for en svampeinfektion?

Hej NetDoktor

Min fodsvamp er tidligere blevet behandlet med lamisil og canesten, men har hurtigt vendt tilbage eller slet ikke forsvundet. Nu hvor det har bredt sig til neglene er jeg igang med en kombi behandling med sporanox og loceryl. Jeg har læst lidt om smittevejen for svamp og vil gerne vide om jeg bliver reinficeret af mine sko og i så fald hvad jeg skal gøre ved mine sko for at de ikke smitter efter endt behandling?

På forhånd tak.

Niels

Svar:

Kære Niels.

Jeg forstår, at du har både fodsvamp og neglesvamp, og at du ønsker oplysninger om, hvorvidt man kan blive re-smittet fra sit fodtøj efter afsluttet behandling for sin svampeinfektion.

Neglesvamp anses ikke for at være særlig smitsom. Svamp i tånegle er derimod stort set altid forudgået af fodsvamp, som er smitsom og smitter fra person til person via inficerede hudskæl. Som det er sket for dig, kan fodsvamp brede sig til neglene og senere udvikles til neglesvamp. Når man taler om smitterisiko i forbindelse med neglesvamp, er det derfor væsentligt at skelne, om der også er fodsvamp.

Det er tidligere påvist, at læder fra fodtøj kan indeholde svampesporer. Dog har man ikke kunnet påvise, at dette fænomen har betydning for en eventuel smittespredning. Man må ikke desto mindre formode, at der er en vis smitterisiko, hvis man anvender fodtøj fælles med en person, der har fodsvamp, især hvis fodtøjet har været anvendt med bare fødder. På tilsvarende måde kan det ikke udelukkes, at der er en mindre risiko for re-smitte fra ens eget fodtøj, hvis man fortsætter med at anvende de samme sko efter at være behandlet for fodsvamp.

Jeg vurderer dog denne risiko for minimal, især hvis du tager følgende forholdsregler:

1) Undgå tætsiddende, lukket fodtøj, som medfører et varmt og fugtigt miljø, der disponerer til udvikling af fodsvamp,

2) foretag hyppige skoskift i løbet af dagen,

3) sørg for perioder med frisk luft til fødderne i løbet af dagen,

4) anvend bomuldsstrømper (som kan vaskes ved 60 grader), således at huden ikke har direkte kontakt med dit fodtøj,

5) sørg for at tørre huden på fødderne og mellem tæerne omhyggeligt efter badning, og

6) anvend eventuelt en pudder med et svampedræbende middel på indersiden af skoene (pudder med de medicinske indholdsstoffer econazol eller miconazol, som kan købes i håndkøb på apoteket).

Jeg finder det ikke nødvendigt at man udskifter sit fodtøj i forbindelse med behandling for fod- og neglesvamp, og især ikke hvis de ovennævnte forholdsregler overholdes. I øvrigt vil jeg anbefale dig at anvende badetøfler, når du opholder dig i fugtige omgivelser som svømmehaller, bade- og omklædningsrum, idet der her er risiko for både at blive smittet med svampesporer, og for at give smitten videre, hvis man allerede er smittet med fodsvamp.


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvordan kan jeg forebygge infektion/eksem i ansigtet?

2025-03-8 | 00:00

Hvad er årsagen til min afskalning?

2025-03-8 | 00:00

Kan strækmærkenerne fjrnes med laser?

2025-03-8 | 00:00

Hvordan behandler man fnat?

2025-03-8 | 00:00

Smitte af helvedesild

2024-04-29 | 11:39

Vaccination eller ej

2024-04-25 | 22:27

Neglesvamp

2024-04-24 | 11:56

Hvordan kan neglepsoriasis blive behandlet?

2024-04-20 | 00:00

Hvad kan man gøre mod fodvorter?

2020-04-10 | 20:46

Skal man bruge støttestrømpe efter rosen?

2019-03-12 | 18:13

Jeg bliver aldrig brun...

2018-06-7 | 17:10

Hvorfor har jeg altid "gåsehud" på mine arme?

2018-01-3 | 17:13

Hvorfor sveder jeg konstant?

2013-08-12 | 00:00

Hvilke årsager er der til hårtab?

2013-08-12 | 00:00

Hvad provokerer min helvedesild?

2013-07-11 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.