Svar:
Kære Diana
.
Jeg giver dig ret i, at de medicinske behandlinger for neglesvamp desværre er relativt dyre. Du spørger, om man kan indkøbe medicinen fra udlandet til en billigere pris? Desværre kan jeg ikke rådgive dig på dette punkt, da jeg ingen erfaring har med indkøb af medicin i udlandet.
I mine tidligere svar nævner jeg bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol som effektive medicinske behandlinger til neglesvamp. Ifølge Lægemiddelkataloget koster behandling af tåneglesvamp med terbinafin og itraconazol i øjeblikket ca. 2200 kr. i de anbefalede doser og behandlingsperioder. Da den offentlige sygesikring giver tilskud til behandlingerne, bliver din egenbetaling ca. 1200 kr., dog bliver prisen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin. Fluconazol er væsentlig dyrere, men også her afhænger den endelige pris af, om man får anden tilskudsberettiget medicin. Neglelakken koster for 5 ml. ca. 400 kr., men igen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin. Ovennævnte priser er anført for behandling af svamp i tånegle, som er det hyppigst forekommende. Behandling af svamp i fingernegle er derimod kortere og derfor billigere, ca. halv pris i forhold til ovenstående.
Det er en forudsætning for at påbegynde medicinsk behandling for neglesvamp, at der foreligger en korrekt diagnose, idet de medicinske behandlinger for neglesvamp naturligvis kun kan forventes at have effekt, såfremt der er tale om en svampeinfektion, og idet forskellige svampeinfektioner har varierende følsomhed for de tilgængelige tabletbehandlinger. Diagnosen neglesvamp stilles ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse foretages hos den praktiserende læge eller hos en hudlæge.
Hvis du har fået stillet diagnosen neglesvamp ud fra en sådan svampeundersøgelse, vil jeg foreslå, at du sammen med din læge gennemdrøfter ovennævnte problemstillinger og på den baggrund tager stilling til, om du måtte ønske behandling.