Svar:
Kære Maria.
Du ønsker oplyst, om mentholatum kan anvendes til behandling af neglesvamp. Mentholatum præparater indeholder bl.a. menthol.
Primært er det vigtigt, at du via din egen læge eller via en hudlæge får konstateret, om dine negleforandringer skyldes en svampeinfektion. Negleforandringer kan nemlig også skyldes andet end neglesvamp. En undersøgelse for neglesvamp indebærer, at du får taget et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2-3 uger.
Som jeg har skrevet i flere af mine tidligere besvarelser, er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling for at kurere svamp i tånegle, mens lokale svampedræbende midler som den eneste behandling oftest ikke er tilstrækkeligt effektive, bl.a. fordi de ikke trænger langt nok ned i neglen til at kunne kurere svampen. Mentholatum eller andre menthol-holdige midler nævnes da heller ikke som en behandlingsmulighed i nyligt offentliggjorte internationale retningslinjer for hvordan neglesvamp behandles bedst muligt. Derudover kan menthol være hudirriterende, hvilket kan medføre eksem.
På denne baggrund kan jeg derfor ikke anbefale, at neglesvamp behandles med mentholatum.