Svar:
Kære Birgit,
Du spørger, om neglesvamp kan vise sig ved at neglen bliver hvid og ru?
Ja, neglesvamp kan vise sig ved hvide, ru områder på neglen. Det er dog ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om en forandret negl skyldes en svampeinfektion. Du beskriver, at forandringerne forsvinder efterhånden som neglen vokser ud, hvilket umiddelbart taler imod, at du skulle have neglesvamp.
Diagnosen neglesvamp stilles ved en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger, men det kan dog i nogle tilfælde tage længere tid, inden det endelige svar foreligger. Denne undersøgelse vil afklare, om du har neglesvamp.
Jeg vil derfor foreslå dig, at du kontakter din læge med henblik på at få lavet en undersøgelse for neglesvamp.
Med venlig hilsen
Merete Hædersdal,
speciallæge.