Kære spørger.
Du ønsker oplysninger om behandlingsmuligheder og pris for behandling af neglesvamp.
Til behandling af neglesvamp kan anvendes flere forskellige tabletbehandlinger, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ca. 20 – 30% af de behandlede patienter bliver desværre ikke helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopirox). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.
Ifølge Lægemiddelkataloget koster behandling af tåneglesvamp med terbinafin i øjeblikket ca. 2000 kr. (behandlingsvarighed 12 uger), mens behandling med itraconazol koster ca. 1300 kr.(behandlingsvarighed 1 uge x 3 med 3 ugers interval). Da den offentlige sygesikring giver tilskud til behandlingerne, bliver din egenbetaling hhv. ca. 1100 og 900 kr., dog bliver prisen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin.
Fluconazol er væsentlig dyrere, men også her afhænger den endelige pris af, om man får anden tilskudsberettiget medicin. Neglelakkerne koster ca. 300-400 kr., men igen billigere, hvis du får anden tilskudsberettiget medicin. Ovennævnte priser er anført for behandling af svamp i tånegle, som er hyppigst forekommende. Behandling af svamp i fingernegle er derimod kortere og derfor billigere, ca. halv pris i forhold til ovenstående.
Det er en forudsætning for at påbegynde medicinsk behandling for neglesvamp, at der foreligger en korrekt diagnose, idet de medicinske behandlinger for neglesvamp naturligvis kun kan forventes at have effekt, hvis der er tale om en svampeinfektion, og idet forskellige svampeinfektioner har varierende følsomhed for de tilgængelige tabletbehandlinger. Det er derfor vigtigt, at du får foretaget en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan foretages hos en hudlæge og undersøgelsen vil afklare, om du har neglesvamp.
Desværre findes der ingen veldokumenterede, billigere behandlingsalternativer til neglesvamp. Tea tree oil kan ikke forventes at kunne kurere neglesvamp; bl.a. fordi neglesvamp er lokaliseret inde under neglen, hvor lokale svampedræbende midler ikke trænger ind. Derudover er det kendt, at tea tree oil er et kraftigt allergen, som kan medføre eksem. Jeg kan derfor ikke anbefale, at neglesvamp behandles med tea tree oil.