Svar:
Kære spørger.
Du skriver, at du tidligere – og uden effekt - er behandlet for neglesvamp med dels nogle piller og dels en creme med terbinafin (indholdsstoffet i lamisil creme). Du spørger, hvordan du videre skal forholde dig?
For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men desværre bliver ikke alle helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved samtidigt at kombinere tabletbehandling med en medicinsk neglelak, der indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopiroxolamin). Desværre er neglelak som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere svamp i tånegle. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.
Inden du går i gang med en eventuel fornyet behandling for neglesvamp, vil jeg anbefale dig, at du ved din læge eller en hudlæge får lavet en undersøgelse for neglesvamp, så du med sikkerhed kan få konstateret, om du stadig har neglesvamp. Undersøgelsen udføres ved at tage et svampeskrab, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger.
Hvis resultatet af svampeundersøgelsen viser, at du stadig har neglesvamp, vil jeg umiddelbart foreslå dig, at du behandles med både en af ovennævnte tabletbehandlinger og en af de medicinske neglelakker, men at du sammen med din læge gennemdrøfter ovennævnte behandlingsmuligheder og planlægger den behandling, der for dig vil være den bedste. Desuden vil jeg gøre dig opmærksom på, at det endelige behandlingsvalg afhænger af en samlet vurdering ud fra bl.a. præparaternes behandlingseffekt overfor den pågældende svampeinfektion, præparaternes bivirkningsprofil og mulige indflydelse på andre sygdomme og lægemidler.
Med venlig hilsen
Merete Hædersdal,
speciallæge.