Kære Lis
Du spørger om 1) Potentielle bivirkninger til medicinsk behandling for neglesvamp, og 2) om man kan tage pillerne sammen med prednisolon.
For at kurere neglesvamp er det sædvanligvis nødvendigt med en længerevarende tabletbehandling, hvor flere forskellige præparater kan anvendes, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Efter sådanne tabletbehandlinger opnår de fleste patienter en bedring af deres neglesvamp, men ikke alle bliver helbredte. Nyere undersøgelser tyder på, at man kan opnå en større helbredelse ved at kombinere tabletbehandling med en neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin). Desværre er neglelakken som den eneste behandling oftest ikke tilstrækkelig til at kunne kurere neglesvamp. Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.
Ad 1) Bivirkninger:
I henhold til Lægemiddelkataloget er der følgende potentielle bivirkninger til ovennævnte behandlinger:
TERBINAFIN:
Efter indtagelse af tabletter forekommer bivirkninger hos ca. 10%. Hyppigst ses forbigående gener fra mave-tarm kanalen i form af appetitløshed, mavesmerter, eller diarré. Kvalme ses hos ca. 5%. Hos 2-5% ses hududslæt. Sjældnere kan forekomme led- og muskelmerter, allergiske reaktioner og påvirkning af lever og knoglemarv. Forbigående smagsforstyrrelser ses hos mindre end 1%.
ITRACONAZOL:
Bivirkninger ses hos op til 10%, overvejende i form af gener fra mave-tarm kanalen. Mindre hyppigt ses hudkløe, udslæt, hovedpine, svimmelhed og træthed. Leverpåvirkning ses hos ca. 4%, og enkelte tilfælde af leverbetændelse er beskrevet under langtidsbehandling.
FLUCONAZOL:
Lette bivirkninger fra mave-tarm kanalen forekommer hos ca. 10%. Sjældnere forekommer hovedpine, leverpåvirkning og hududslæt.
AMOROLFIN:
Der kan forekomme lokal irritation og udvikling af eksem.
Ad 2) Prednisolon:
I Lægemiddelkataloget anføres ingen interaktioner mellem prednisolon og de ovennævnte medicinske behandlinger for neglesvamp. Umiddelbart kan du derfor godt blive behandlet med prednisolon, mens du også bliver behandlet for neglesvamp. Du nævner dog, at du har bivirkninger til din prednisolon-behandling. Det er derfor vigtigt at gennemdrøfte problemstillingen med din læge, inden du evt. opstarter en behandling.
Derudover vil jeg gøre opmærksom på følgende: Hvis du under behandlingen for neglesvamp bemærker en eller flere af ovennævnte bivirkninger er det vigtigt, du kontakter din læge. Men også hvis du bemærker andre symptomer og gener, skal du kontakter din læge med henblik på at afklare, om disse eventuelt kan skyldes den medicinske behandling.
I øvrigt kan jeg henvise dig til Netdoktors leksikon med information om medicin. Du kan her finde uddybende oplysninger om både terbinafin, itraconazol, fluconazol og amorolfin.