Kære P.
Du fortæller, at du fortsat har fortykkede tånegle trods behandling med tbl. terbinafin (indholdsstoffet i lamisil) og fjernelse af dine storetånegle. Du spørger, om der kan være andre årsager til dine negleforandringer end neglesvamp?
Ja, der kan være andre årsager til negleforandringer end neglesvamp: Bl.a. psoriasis, eksem og andre hudsygdomme, ligesom medfødte negledefekter, slag og traumer samt nogle medicinske sygdomme også kan påvirke neglene. Hvis neglene er forandrede på baggrund af disse tilstande, har man ofte lettere ved at få neglesvamp.
Det er ikke muligt med det blotte øje at konstatere, om dine fortykkede negle skyldes neglesvamp. For at få afklaret, om du stadig har neglesvamp, vil jeg derfor tilråde dig, at du får foretaget en svampeundersøgelse, hvor lidt materiale fra neglens forandrede område skrabes af og undersøges i laboratoriet. En sådan undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger, men det kan dog i nogle tilfælde tage længere tid, inden det endelige svar foreligger. Denne undersøgelse vil afklare, om du fortsat har neglesvamp.
Hvis resultatet af svampeundersøgelsen viser, at du stadig har neglesvamp, er der flere behandlingsmuligheder. I dit tilfælde vil jeg tilråde, at de voldsomt fortykkede negle gøres tyndere inden du evt. gentager en tabletbehandling for neglesvamp.
Tykke negle kan gøres tyndere fx ved nedfiling med hjælp fra en fodterapeut eller fx ved påsmøring af en salve med 40% carbamid i vaselin, som skal fremstilles specielt på apoteket. Denne behandling er ikke særlig udbredt, bl.a. fordi den kan være noget besværlig at have med at gøre. Oftest udføres denne behandlingen i samråd med en hudlæge.
Til behandling af neglesvamp kan anvendes flere forskellige tabletbehandlinger, bl.a. terbinafin, itraconazol og fluconazol. Ofte kan disse behandlinger med fordel anvendes i kombination med en medicinsk neglelak, der også indeholder et svampedræbende middel (amorolfin, ciclopiroxolamin). Alle ovennævnte præparater er receptpligtige.
Jeg vil derfor foreslå, at du bliver set af en hudlæge med henblik på at få en vurdering og en gentaget undersøgelse for neglesvamp. Når resultatet af denne foreligger, kan I i fællesskab planlægge den behandling, der for dig er den mest optimale.
Med venlig hilsen
Merete Hædersdal,
speciallæge.