Svar:
Kære spørger.
Du har psoriasis og vil gerne vide, om dine negleforandringer skyldes psoriasis eller neglesvamp?
Psoriasis i negle og neglesvamp kan ligne hinanden til forveksling.
Det er ikke altid muligt ud fra negleforandringerne alene at skelne de to sygdomme – heller ikke for hudlæger, som er vant til at behandle både neglesvamp og psoriasis.
Negleforandringerne ved både svamp og psoriasis kan være misfarvede, fortykkede negle, der løsnes i siderne. Ved psoriasis kan man desuden ofte se et fingerbøl-prik-lignende mønster eller olie-lignende pletter i neglen. Neglesvamp vil stort set altid være forudgået af fodsvamp. De første forandringer ses tit mellem tæerne, hvor der er fugtigt og varmt, hvilket gør at svampene trives. Senere kan svampeinfektionen sprede sig til fodsålen og eventuelt angribe neglene. Psoriasis kan vise sig ved både negleforandringer og et karakteristisk udslæt, det typisk sidder i hårbund, over albuer, knæ og lænd eller i hudfolder.
Ved en svampeundersøgelse kan det afgøres, om der er neglesvamp. Svampeundersøgelsen udføres ved at skrabe lidt materiale fra neglens forandrede område og sende det til et laboratorium, hvor man har specialiseret sig i at påvise svamp. Svar på undersøgelsen foreligger som regel efter 2 uger. Undersøgelse kan du få foretaget hos din egen læge eller hos en hudlæge.
Jeg vil tilråde dig, at du kontakter din læge med henblik på en vurdering og en svampeundersøgelse. Dette vil afklare, om dine negleforandringer skyldes psoriasis, neglesvamp eller muligvis en kombination af begge