Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Leukæmi

Leukæmi: Nu lever voksne patienter længere

Voksne med den aggressive blodkræft-sygdom, akut lymfatisk leukæmi, har markant bedre chancer for overlevelse end for 20 år siden. Det viser et nyt studie fra Aalborg Universitetshospital. 


Offentliggjort: 23. Oktober 2024

I de sidste mange år har overlevelsen blandt børn, der rammes af blodkræft-sygdommen akut lymfatisk leukæmi (ALL), været støt stigende. Overlevelsen for voksne, der udgør hvert tredje tilfælde af sygdommen, har dog haltet efter.

Men nu er der godt nyt. I løbet af de seneste 20 år er overlevelsen for voksne med ALL nemlig steget markant. Det viser et nyt studie fra Aalborg Universitetshospital.

Studiet er netop blevet udgivet i det videnskabelige tidsskrift European Journal of Cancer.

Hvad er akut lymfatisk leukæmi?

Akut lymfatisk leukæmi er en aggressiv og alvorlig form for blodkræft, hvor kræftceller angriber knoglemarven. Sygdommen rammer ofte børn (cirka to ud af tre tilfælde), men omkring hvert tredje tilfælde ses hos voksne.

Læs mere: Akut lymfatisk leukæmi

Stigende overlevelse på tværs af aldersgrupper

I studiet har forskerne undersøgt registerdata fra 1998 til 2020 for at finde ud af, hvordan det er gået de personer over 18 år, der fik konstateret ALL i perioden.

Gennemgangen viser, at 2-års-overlevelsen (sandsynligheden for at overleve sygdommen to år efter diagnosetidspunktet) er steget fra cirka 30 procent til cirka 70 procent. Der har været en stigning i overlevelse i alle de aldersgrupper, forskerne har undersøgt.

Flere årsager til stigende overlevelse

Ifølge forskerne bag studiet er der flere årsager til det markante løft i overlevelsen efter ALL. Dels er man blevet bedre til at karakterisere sygdommen hos de enkelte patienter og målrette behandlingen endnu mere.

Man er også blevet bedre til at behandle de potentielt livsfarlige bivirkninger, der kan være ved ALL-behandling, og som tidligere har stået i vejen for tilbud om behandling til ældre patientgrupper. Desuden har ny medicin til personer med en særlig kromosom-forandring (Philadelphia-kromosomet) også har haft en positiv effekt på overlevelsesraten.

Læs mere: Behandling af akut lymfatisk leukæmi


Kilder: Aalborg Universitetshospital

 

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Kommentér denne artikel

Der er endnu ingen kommentarer på denne side


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.