Kære Netdoktor
Jeg skriver her i håb om nogle råd. Jeg er 32 år, gift, og mor til en dreng på 3 år (som vi har fået sammen). Mit problem er, at jeg er blevet gravid, og at min mand under ingen omstændigheder ønsker flere børn. Før vi blev gift, talte vi om, hvad vi ønskede os af livet, hvortil jeg blandt andre ting sagde, at jeg ønskede mig 2 børn. Jeg vil ikke have et enebarn, da jeg synes, at det vil være for synd (jeg kan ikke bære tanken om det). Han syntes, at to børn vil være perfekt. Men efter vores første barn ombestemte han sig. Han synes, at det har været meget hårdt at få et barn, og at det har begrænset vores frihed meget. Hvilket jeg ikke er helt enige i. Vi er så priviligerede, at hans forlædre kan passe vores dreng 1 gang om ugen, og nogle gange mere, hvilket er mere end mange andre af vores venner med børn har mulighed for. Svigerforældrene passer også gerne i weekenden, når vi skal til fester m.m. Jeg synes, at vi er ret heldigt stillet. Min mand er desværre meget "sortseer" og kæmper ikke for det, han vil, hvis det kræver for meget arbejde.
I løbet af de sidste par år har han været nede (humørmæssigt) i perioder, hvilket har resulterede i skænderier og dårlig stemning. Han har flere gange ville ende forholdet, hvor jeg har talte ham til "fornuft" ved at fremhæve alle de positive ting, og bede ham om at give det mere tid, så vi kan rette op på de ting, vi evt. synes kunne ændre/ forbedre vores forhold. Han har flere gange givet udtryk for, at han ikke gider vores liv sammen. Sidst, han sagde dette, gad jeg ikke finde mig i det mere og sagde, at vi kunne slutte forholdet, hvis dette var hans ønske. Men så trak han selv i land og vil alligevel prøve videre. Da jeg for en uge siden fortalte, at jeg er gravid, ville han igen ende forholdet, hvis jeg vælger at beholde barnet.
Han har så svært ved at se det positive i, at vi har fået barn, og vil ikke engang overveje at få flere. Han elsker vores søn meget højt, men fokuserer for meget på alt det besværlige (efter hans opfattelse), der har været ved at få ham. Jeg skal i den sammenhæng nævne, at der har overholdet ikke været nogen komplikationer med vores søn. Han blev født ved kejsersnit, da hans puls faldt under veererne, men det gik heldigvis fint, og han var sund og rask, da han kom ud. Og så har han haft lidt astma. Ellers har han været ligesom alle andre gennemsnitlige børn. Min mand har så let ved at true med skilsmisse af og til. Han er villig til at gøre vores barn til et skilsmissebarn, og han vil godt afgive hele forældremyndigheden til mig. Det gør mig så ked af det og vred, at han tænker sådan. Han virker ligeglad med forholdet og vores søn. Han tænker kun på sig selv, uanset hvad det måtte koste. Hvad skal jeg vælge? Skal jeg tage en abort for at holde på min mand og holde familien samlet, vel vidende at han måske skrider om en måned? Og tror du, at han alligevel ender med at gå? Eller skal jeg beholde barnet, og slutte forholdet til min mand? Jeg er så meget i vildrede og har efterhånden mest lyst til at give ham sparket, for jeg orker ikke de her følelsesmæssige rutcheture mere. Men samtidigt tænker jeg meget på min søn, som jeg ikke ønsker skal være skilsmissebarn og ej heller udsætte ham for at savne sin far. Vi har i går talt om at gå til parterapi. Kan du anbefale en god parterapuet? Jeg har ledt på nettet, og det er en jungle af finde rundt i. Håber, at du kan svare snart, da jeg ikke har mange uger tilbage, hvis jeg skal tage en abort.
Med venlig hilsen en spørger