Kære spørger,
Hvis du er uventet og måske uønsket gravid, melder der sig straks en masse tanker og følelser, om hvordan du skal tackle situationen både på kort og langt sigt.
Beslutning om at gennemføre graviditeten eller at vælge abort er under alle omstændigheder svær. Derfor er det vigtigt at du giver dig tid til at tænke din situation grundigt igennem og tid til at tale med dine nærmeste om det. Du har brug for hjælp til at træffe den for dig rigtige beslutning. Det kan jeg ikke hjælpe dig med, for det vil kræve en samtale. Den kan du få ved en fagperson. Nærmest er din egen læge, som også vil orientere dig om muligheden for en støttesamtale om din livssituation, dit parforhold, dine familieforhold, dine økonomiske og sociale forhold og om dig selv og hvad du tænker og føler. Du skal have lejlighed til at sætte ord på dine overvejelser for og imod. Du kan også få en støttesamtale for eksempel i Mødrehjælpen.
Dit spørgsmål til mig går på noget meget konkret, som kun er en lille del af de overvejelser, som er naturlige for dig i situationen; nemlig om der ved abortindgrebet er bivirkninger, som kan skade dit underliv.
I Danmark har en kvinde ret til at få foretaget abort inden udgangen af 12. graviditetsuge regnet fra sidste menstruations første dag.Hvis du bliver enig med din læge om, at denne løsning er den rigtige for dig, skal du selvfølgelig også have at vide, hvilken fysisk risiko, der er forbundet med abortindgrebet.
Heldigvis bor du i Danmark, hvor abort foretages under kontrollerede omstændigheder, så risikoen for at noget går galt er minimal. Risikoen for blødning eller underlivsbetændelse er nogle få procent og skade på livmoderen ses kun hos nogle få promille. Derfor er risikoen for at du tager skade i forhold mulighed for blive gravid igen også ganske lille.
Men den slags vurderinger er også kun relative i forhold til dig og dit liv, dine ønsker og drømme. Hvis du f.eks ikke ønsker at få børn på et senere tidspunkt, ja så vil jeg slet ikke tage den lille risiko med i betragtning i forhold til den store beslutning det trods alt er for enhver kvinde at vælge abort. Har du derimod ønsket og prøvet på at blive gravid længe eller har aborteret af dig selv flere gange, ja så tænker jeg nok, at du skal tage den lille risiko med i dine tanker og din endelige beslutning.
Hvis du beslutter dig for abort og har fået dine tanker og overvejelser om fysisk skade ved indgrebet på plads, så skal du stole på, at den del af indgrebet kommer til at forløbe rimelig let og uden skade. Bagefter har du måske brug for at få snakket det hele igennem en gang til. Også på det tidspunkt er der tilbud om støttesamtale. Tag imod det tilbud, hvis du har brug for det.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
Speciallæge i gynækologi