Menstruationssmerter kan have mange årsager. Èn af mulighederne er endometriose, men efter din beskrivelse, tror jeg ikke at de pludseligt opståede smerter har baggrund i en sådan lidelse. Udelukkes kan det selvfølgelig ikke, men for at komme nærmere på diagnosen endometriose, skal der specialistundersøgelse og muligvis indlæggelse med undersøgelse i narkose til.
Du skriver ikke, hvornår du sidst har født, men jeg går ud fra, at det er indenfor det sidste års tid. Du har 3 (små?) børn at se til, og skal snart i arbejde igen.
Du skriver, at du får tablet Efexor® - på grund af depression?
Du fortæller, at du har en spiral, og den er formentlig sat op for ikke så lang tid siden - måske er den sat op allerede inden dine menstruationer begyndte igen efter fødsel og ammeperiode?
Du skriver, at spiralen sad som den skulle for 3 måneder siden - men dine smerter ved menstruation er først opstået efter denne undersøgelse?
Det første jeg ville gøre i din situation var at få tjekket underlivet endnu engang. Det foregår ved almindelig gynækologisk undersøgelse, men meget gerne suppleret med en ultralydskanning, hvor såvel livmoder som æggestokke, som spiralens placering kan kontrolleres. Kraftig, smertefuld menstruation kan nemlig godt skyldes, at spiralen ikke sidder rigtigt på plads, og det kan jo være meget ubehageligt på mere end én måde!
Jeg har også den personlige opfattelse, at nogle tilfælde af smertefulde og langvarige, kraftige blødninger kan være forårsaget af belastning. Og alene tanken om, at skulle i arbejde nu efter forældreorlov med risiko for ikke at kunne klare arbejdet, kan for mig at se være tilstrækkeligt til at forstærke symptomerne. Jeg synes det er en god idé, at du har valgt spiral som vangerskabsforebyggelse nu, hvor du har 3 børn, og formentlig ikke skal være gravid foreløbigt, men hvis dine symptomer fortsætter, og spiralen i øvrigt er på plads, må du overveje, om der er andre muligheder for at dæmpe smerterne.
For mig at se, er smertestillende medicin ingen løsning. I så fald vil jeg hellere overveje, at starte på p-piller, som for langt de fleste kvinder medfører svagere, korte varende og mindre ubehagelige menstruationer. Jeg ville i dit sted ikke tøve med at tale med lægen om det og eventuelt blive henvist til specialist i kvindesygdomme som vil kunne vurdere forholdene lidt bedre end jeg, som jo må klare mig med det skrevne ord.
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen, Speciallæge i gynækologi