Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Overgangsalder

“Du behøver ikke at rejse jorden rundt for at ændre dit liv”

Overgangsalderen kan være et naturligt tidspunkt til at stoppe op og reflektere over livet. Her får du inspiration til, hvordan du kan bruge denne fase til at skabe positive forandringer.


Offentliggjort: 4. Juni 2025

“Du behøver ikke at rejse jorden rundt for at ændre dit liv”

For mange kvinder markerer overgangsalderen et skift i livet – ikke kun fysisk, men også mentalt og socialt.

Kroppen fungerer pludselig anderledes, end den plejer, og måske er der ændringer på hjemmefronten med børn, der flytter ud. Psykolog Christina Støvring Johnsen ser ofte, at disse ændringer får os til at stoppe op og reflektere over livet: Om vi er tilfredse, eller om der er noget, vi ønsker at ændre på.

Måske kan du også mærke, at tankerne kører hos dig selv. Hvis det er tilfældet, kan du her få inspiration til hvilke spørgsmål, du kan stille dig selv, samt hvordan du kommer i gang, hvis der er noget, du ønsker at ændre.

Store skift får dig til at stoppe op og tænke

Overgangsalderen falder ofte sammen med flere store forandringer: Børnene flytter hjemmefra, hvilket ændrer ens rolle i familien, og kroppen begynder at fungere på nye måder. Og når der sker noget nyt, så stopper vi typisk op og reflekterer, siger Christina Støvring Johnsen.

- Overgangsalderen kan falde sammen med, at børnene flytter hjemmefra. Det kan give lidt mere frihed og lidt flere ressourcer til at reflektere over livet. Samtidig oplever nogle et tomrum eller får følelsen af, at der ikke længere er brug for dem.
Det er også et tidspunkt, hvor de fleste runder 20-25 år på arbejdsmarkedet. Det kan også få os til at forholde os til os selv rent fagligt, siger hun.

Stil dig selv de svære spørgsmål

Hvis du står midt i denne livsfase, kan det være hjælpsomt at stille dig selv nogle grundlæggende spørgsmål, siger Christina Støvring Johnsen:

  • Er jeg glad og tilfreds med mit liv, som det er nu?
  • Er der noget, jeg længes efter eller savner?
  • Hvad vil jeg gerne have ud af den næste halvdel af mit liv?

- Det sidste spørgsmål kan jo være lidt voldsomt for nogle i forhold til, at vi tæller ned mod ikke at skulle være her mere. Hvis vi skal kunne holde tanken ud, så hjælper det, at vi prøver at leve vores liv rigtigt. Derfor er det så vigtigt at stille dig selv de her spørgsmål, siger Christina Støvring Johnsen.

Start i det små

Hvad så hvis man finder ud af, at man godt kunne tænke sig at ændre nogle ting? Hvordan kommer man så i gang?

Christina Støvring Johnsen taler fra tid til anden med kvinder, som har lagt deres liv helt om og tager på lange rejser eller skifter karriere. Men man kan nå ret langt med små ændringer, som giver mere glæde i hverdagen, understreger hun:

- Det er faktisk ikke vigtigt, hvor man tager fat, og man behøver slet ikke at tage fat på den måde, at man tager en jordomrejse eller uddanner sig på ny og starter en ny karriere. Man skal bare starte et sted. For nogle gør det en forskel at begynde at læse noget mere litteratur eller at gå de ture, som man ved, man får det godt i kroppen af. Så kan det være, at man får blod på tanden til at gøre nogle større ting efterhånden, siger hun.

Husk at tænke over, hvordan du taler til dig selv

Christina Støvring Johnsen råder også til, at du bruger overgangsalderen som anledning til at kigge på, hvordan du taler til dig selv. Hun oplever nemlig, at mange kvinder har en hård tone i deres indre dialog. Og det betyder rigtig meget for dit velbefindende, hvordan du behandler dig selv.

- Måske har du brug for at tage opgør med den måde, du behandler dig selv på. Hvis du ikke er så rummelig eller forstående over for dig selv, eller er selvbebrejdende, så er det et rigtig godt sted at starte. Begynd at være lidt nysgerrig på, hvordan du i tankerne møder dig selv, når du synes noget er svært, eller du har dage, der er tunge at komme igennem. Tænk på, hvordan du ville behandle andre i samme situation. Her viser vi jo typisk forståelse, siger hun.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.