Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Overgangsalder

Hormonbehandling og kræft

Brugen af hormoner til behandling af de gener, som kan opstå i og efter overgangsalderen, såkaldt hormonterapi, er mindsket gennem senere år. Hovedårsagen til dette er en bekymring for, at behandlingen øger risikoen for kræft og død. Mange overvurderer imidlertid størrelsen af denne risiko og er samtidig ikke vidende om, at samme behandling mindsker risikoen for andre kræftformer.

Opdateret: 24. Januar 2008

Hormonterapi i Danmark

Brugen af hormoner til behandling af de gener, som kan opstå i og efter overgangsalderen, såkaldt hormonterapi, er mindsket gennem senere år. Hovedårsagen til dette er en bekymring for, at behandlingen øger risikoen for kræft og død. Mange overvurderer imidlertid størrelsen af denne risiko, og er samtidig ikke vidende om, at samme behandling mindsker risikoen for andre kræftformer.

De fleste behandles med en kombination af østrogen og gestagen, fordi sidstnævnte hormon beskytter mod udvikling af kræft i livmoderen. Det kaldes kombinationsbehandling. Kvinder, som har fået fjernet livmoderen, behandles typisk med østrogen alene.

Risikoen for kræft

Hormonterapi påvirker risikoen for kræft i bryst, livmoder, æggestok og tarm. Graden af påvirkningen afhænger af hvilken type behandling der er tale om, den dosis der gives, varigheden af behandlingen og den alder kvinden har når hun behandles. Derimod betyder det ikke noget, om man får behandlingen i form af tabletter eller plaster.

Hormonterapi øger risikoen for kræft i bryst, livmoder og æggestok, og mindsker risikoen for kræft i tyktarm og endetarm. Generelt er risikoen for kræft i forbindelse med hormonterapi mindst ved behandling i kort tid, med lav dosis og i årene efter overgangsalderen. Derudover er billedet lidt forskelligt for de forskellige kræftformer.

Hormonterapi og brystkræft

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder, rammer årligt omkring 4.000 i Danmark, hvilket svarer til en livstidsrisiko på omkring 10%. Enhver behandling, som påvirker en så udbredt kræftform, skal derfor nøje vurderes.

Vi ved i dag meget om hormoners indflydelse på risikoen for brystkræft, takket være en række nyere gode og store undersøgelser på området.

Ved kombinationsbehandling afhænger risikoen for brystkræft primært af varigheden af behandlingen og den dosis man giver. Lavdosisbehandling i mindre end fem år påvirker kun risikoen for brystkræft beskedent. Den præcise risiko kan ses i tabel 1:

Tabel 1

Risikoen for brystkræft ved forskellige former for hormonterapi

Hormonterapi: Type og varighed Livstidsrisiko for brystkræft
Ingen hormonbehandling 9,7%
Kombinationsbehandling i fem år 10,2%
Kombinationsbehandling i 10 år 10,8%
Østrogen behandling i fem år 9,8%
Østrogen behandling i fem år Østrogen behandling i 10 år 10,2% Tabellen skal forstås sådan, at hvis 100 kvinder aldrig anvender hormonterapi, vil 9,7% udvikle brystkræft. Hvis 100 kvinder anvender kombinationsbehandling i fem år, vil 10,2% altså en halv flere få brystkræft

Der er altså en lidt øget risiko for brystkræft i forbindelse med hormonterapi, men den er beskeden i forhold til andre faktorer, idet livstidsrisikoen uanset behandling ligger på mellem 9,7% og 10,8%.

Man ved også at overlevelsen blandt de kvinder, som får brystkræft efter hormonbehandling, er væsentligt bedre end ved brystkræft uden forudgående hormonbehandling.

Disse tal er taget fra undersøgelser, hvor kvinderne i overvejende grad har anvendt præparater med en relativ høj dosis hormon. Med den lave dosis, man anbefaler kvinder at benytte i dag, må man antage at risikoen er mindre end disse tal angiver.

Anvender man østrogen alene i mindre end fem år i en beskeden dosis er der næppe nogen målbar risiko. Det samme kan siges om lavdosis kombinationsbehandling i mindre end tre år.

Hormonterapi og andre kræftformer

Kræft i livmoderen

Risikoen for kræft i livmoderen er ikke øget, hvis kvinder får kombinationsbehandling uden blødningspauser, måske endda lidt nedsat. Ren østrogenbehandling indebærer derimod en væsentligt øget risiko, hvis behandlingen strækker sig over flere år. Derfor bør kvinder, som stadig har deres livmoder i behold, anvende kombinationsbehandling, også selv om denne behandling indebærer en lidt større risiko for brystkræft end ren østrogenbehandling.

Kræft i æggestok

Her er resultaterne fra gennemførte undersøgelser mindre konsistente. De fleste undersøgelser tyder på, at behandling med kombinationsbehandling ikke øger risikoen, men behandling med cyklisk kombinationsbehandling eller ren østrogen indebærer en lidt øget risiko. Hvis man anvender hormoner i få år er risikoen for kræft i æggestokken næppe påvirket målbart.

Kræft i tyktarm

En lang række undersøgelser har samstemmende dokumenteret en 30-40% nedsat risiko for kræft i tyktarm og endetarm. Denne mindskede risiko er til stede ved både kombinationsbehandling og behandling med ren østrogen. Det er denne mindskede risiko, som betyder, at den samlede forekomst af kræft blandt kvinder i hormonbehandling ikke er øget.

Samlede risiko for død ved hormonterapi

Blandt kvinder mellem 50 og 60 år indebærer hormonterapi netto en mindsket risiko for at dø af alle årsager. Efter 60-års alderen har hormonterapi en neutral effekt på den samlede dødelighed.

Lokalbehandling øger ikke risikoen for kræft

Mens systemisk behandling, dvs behandling med tabletter eller plaster påvirker risikoen for en række kræftformer (jf. ovenstående), indebærer lokalbehandling med østrogen i skeden ikke nogen øget risiko for hverken brystkræft eller andre former for kræft. Har man derfor gener i skede eller blære som følge af hormonbortfaldet i forbindelse med eller i årene efter menopausen, kan man godt anvende lokalbehandling uden at frygte for kræft.

Noget tilsvarende kan siges om blodpropper.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvilken type behandling skal man så vælge

Generelt anbefaler vi, at der skal være en gene, før man påbegynder hormonterapi. Hvis man har sin livmoder i behold bør man anvende kombinationsbehandling, de første par år cyklisk, så man stadig har blødning en gang om måneden, herefter kontinuert kombinationsbehandling uden blødning. Kvinder som har fået fjernet deres livmoder kan anvende ren østrogenbehandling.

Start med lavdosis produkt

Det anbefales, at man i første omgang forsøger sig med et lavdosis præparat. Det vil sige et præparat med mindre end 1mg norethisteron eller mindre end 5mg medroxyprogesteron om dagen.

Jo tidligere behandlingen påbegyndes, jo flere fordele har den

Da de gener, kvinder oplever i forbindelse med overgangsalderen, typisk er værst de første år, mens risikoen ved hormonbehandling øges med stigende alder, er nettogevinsten størst inden for de første ti år efter overgangsalderen. Efter 60-års alderen, skal der være en god indikation for at påbegynde eller fortsætte behandlingen.

Lokalbehandling kan derimod påbegyndes når som helst og gives i mange år.

Skal - skal ikke

Det er under alle omstændigheder en individuel beslutning, om man vil hormonbehandles. Det kræver i hvert enkelt tilfælde samtale med sin læge. Fordele og ulemper ved behandlingen gøres op, at det besluttes herefter, om man samlet finder, at fordelene er større end de ulemper, samme behandling indebærer. Valget er til syvende og sidst kvindens eget.

Til et samlet billede hører ens familiære disposition for kræft, knogleskørhed og blodpropper. Typen og graden af de gener man har, om man har en livmoder, samt den alder man har. Så der indgår mange parametre, når der skal tages stilling i det konkrete tilfælde.

Hvis kvinder vidste mere om de reelle risici ved hormonterapi, ville flere af de kvinder, som har væsentlige gener som følge af hormonbortfaldet, formentlig anvende hormoner i en kortere eller længere periode.

Varigheden af behandlingen afhænger af, hvor godt man har det med den, samt de andre parametre , som indgår i den samlede vurdering. Generelt bør behandlingen re-vurderes med få års mellemrum.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.