Sex i overgangsalderen
Overgangsalderen påvirker mange kvinder i en eller anden grad. Både de hormonelt betingede forandringer og forandringer af mere psykologisk/social karakter kan belaste kvinden i denne periode. Disse forandringer vil ofte præge kvindens seksualitet – både som single og i det seksuelle samliv i parforholdet.
Overgangsalder gennem tiden
Kvindens overgangsalder, som er perioden omkring menstruationens ophør, har gennem tiderne været omgærdet af myter og fordomme. Den er blevet beskrevet i både den lægevidenskabelige litteratur og i skønlitteraturen. I ældre tider var der en tendens til at sygeliggøre kvinden i denne livsperiode. Hun er blevet beskrevet som alt lige fra sart, uligevægtig, hysterisk, problemskabende til en ”man-eater” og en ”klimakteriemakrel”. I 60’erne gjorde blandt andre feministerne op med denne sygeliggørelse af et helt naturligt livsafsnit i kvindens liv.
Nyhedsbrev
Nyhedsbrev om overgangsalder
I Netdoktors nyhedsbrev kan du blandt andet få viden om, hvad der sker i kroppen under overgangsalderen.
Du kan også blive klogere på den nyeste behandling, og så kan du få gode og konkrete råd til, hvordan du kan håndtere gener og symptomer i overgangsalderen.
Tilmeld dig her
Gener i overgangsalderen
Kvinder oplever overgangsalderen meget forskelligt. Nyere undersøgelser viser, at en tredjedel af alle kvinder stort set ikke har nogle gener. En anden tredje del oplever lettere gener, og den sidste tredjedel føler sig meget besværet af overgangsalderen.
Kvindens problemer i overgangsalderen kan opdeles i en fysiologisk og i en social del.
Fysiologiske gener. De fysiologiske gener skyldes (til en vis grad) ændringerne i den hormonelle balance. Produktionen af østrogen, progesteron og testosteron nedsættes. Typiske gener er hedestigninger, svedeture og tyndere slimhinder, der kan give tørhed i skeden og smerter ved samleje, nedsat eller manglende lyst. Søvnproblemer med efterfølgende træthed, hjertebanken, angstanfald, blærebetændelse, urininkontinens, knogleskørhed samt nedsat elasticitet i huden hører også til gener i forbindelse med overgangsalderen.
Sociale gener. Af typiske ”sociale” gener kan nævnes aldersforandringerne, tilgangen til egen krop – ændret selvbillede, rynkernes fremmarch og tyngdevægtens påvirkning af brysterne (der skyldes hudens nedsatte elassticitet), tab af status o.s.v.
Overgangsalderen – starten på et nyt og bedre liv
Det er vigtigt at slå fast, at mange kvinder stadig føler sig attraktive og ikke oplever overgangsalderen belastende hverken fysisk eller ”psykisk”. Nogle blomstrer, vågner op og føler sig frie med masser af lyst til nye udfordringer. De starter måske på en ny uddannelse, bryder ud af ægteskabet og finder en ny mand- – måske en yngre - eller kaster sig ud i et nyt projekt. Seksuelt kan de føle sig mere frie (der er ingen risiko for graviditet), de kender sig selv seksuelt, ved hvad de kan lide og vil have.
Kvindens syn på sig selv
I forbindelse med overgangsalderen kan der for nogle kvinder opstå en ”eksistentiel krise/livskrise”. Mange stopper op og ser på deres liv. Børnene er flyttet hjemmefra, der er måske ikke så mange forfremmelser i sigte på jobbet, og parforholdet er blevet ren rutine.
Alle disse omvæltninger kan påvirke kvindens syn på sig selv. Hun kan føle sig mindre attraktiv, og det vil kunne vise sig i hendes tilgang til krop og seksualitet. Det kan blive svært at finde ind i det seksuelle rum.
Test
Test dig selv: Lider du af hedeture
En af de mest almindelige gener ved overgangsalderen er hedeture. Hvis man er meget generet af sine hedeture, findes der heldigvis behandling, der kan lindre. Hvor meget påvirker hedeture dig?
Test dig selv her
Kvinden i medierne
Samtidig lever vi i en tid, hvor medierne har fokus på ungdom og den evige søgen efter ungdom. Samfundet og kulturens syn på den ældre kvinde, for eksempel jobmæssigt, er ikke opløftende. Hun taber status, når hun går fra at være frugtbar til ufrugtbar. Man ser ikke en rynket bag eller et rynket bryst afbildet på reklamerne – man ser ikke skønheden imellem rynkerne. Alle steder fremgår det, at det at være smuk er lig ungdom og glat hud. Dette tager mange kvinder til sig. En del kvinder nærer selv dette billede ved at købe anti-rynkecremer og få udført operative kropsændringer. Hvis man ikke hviler i sig selv og har det godt med sin alder, kan man i denne periode ende med et lavt selvværd. Hvis man har et lavt selvværd, kan det være svært at have et aktivt sexliv. .
Kvinden og partneren
Partnerens respons på ændringerne i dette stadie i kvindens liv, vil selvfølgelig være af stor betydning. Hvis han stadig ser hendes indre og ydre skønhed – elsker hver gråt hår hun har, vil det støtte hende, og hun vil stadig føle sig attråværdig. Hvis partneren begynder at se efter yngre modeller, vil kvinden måske føle sig utilstrækkelig, og dette vil blot understøtte hendes egen oplevelse af mindreværd.
Seksuelle problemer
I forbindelse med overgangalderen kan kvinden op leve fysiske gener, som giver seksuelle problemer. Det kan være tørhed i skeden, smerter ved samleje eller nedsat/ manglende lyst. Dette ubehag kan medføre, at hun vælger sexlivet fra. Alle de andre fysiske og psykiske gener, som f.eks hedestigninger, ændret selvbillede og trætheden kan ligeledes være med til at besværliggøre et ellers lystfyldt sexliv. I denne periode har kvinden måske mere lyst til bare at ligge i ske, holde i hånd og putte.
Hvis kvinden er i et parforhold, er partnerens reaktion over for hende af største betydning. Han skal rumme hende og hun skal rumme ham. Det er et samspil at få et parforhold til at fungere – både sex- og samlivet.
Godt gennem overgangsalderen
I dag er der mange muligheder at vælge imellem for at afhjælpe det ubehag og de gener en kvinde kan have i klimakteriet. Det er vigtigt, at kvinden mærker efter, forholder sig til den viden hun har om de forskellige løsninger og så bestemmer sig for, hvad der er bedst for hende.
Hormoner. Der findes hormonpræparater i tabletform som for eksempel stikpille eller hormonspiral. Hormoner kan hjælpe på tørheden i skeden og dermed smerten ved samleje. Ubehag som søvnbesvær, hedestigninger og humørsvingninger kan også afhjælpes. Homoner kan ligeledes forhindre udviklingen af knogleskørhed. Om hormonpræparater forøger den seksuelle lyst er man lidt uenig om. Læs mere om hormonbehandling her.
Naturlægemidler. I helsekostforretniger er der også hjælp at hente. Der findes flere præparater, der siges at have effekt på skedetørhed, hedestigninger, søvnproblemer og den svigtende lyst. Dokumentationen er virkningen af disse præparater er dog ikke særlig veldokumenteret. For nogle kvinder virker det ene for andre et helt andet; så man må simpelthen prøve sig frem.
Glidecreme . I den periode, hvor kvinden oplever skedetørhed, kan det være en god ide at bruge glidecreme.
Knibeøvelser . Knibeøvelser er et ”must” for kvinder. Det styrker skedens muskulatur, så slaphed af skeden undgås. Øvelserne er med til at forebygge urininkontinensproblemer og hyppige blærebetændelser.
Tal med din partner
Samtidig er det nødvendigt at tage en snak med sin partner - tage fat om problemerne/ tage ansvar for det seksuelle samliv. I skal begge lytte, rumme, reflektere over det sagte, acceptere, respektere og selvfølgelig selv melde ud. Fortæl ham, hvordan du egentlig har det med dig selv i denne periode af dit liv. Sæt ord på din følelser. Fortæl, hvis du føler dig mindre attraktiv eller føler dig træt og irritabel. Gør opmærksom på, at du gerne vil være der for dine børn, passe børnebørnene og for eksempel rejse og gå til koncerter. Fortæl, at det at putte er vigtigt for dig lige nu.
Din partner skal ligeledes sætte ord på sine følelser – måske føler han sig tilsidesat og mangler nærhed. Han føler sig måske afvist seksuelt og kan have dårlig samvittighed over at have lyst til dig. Sæt ord på jeres forventninger, og find et kompromis, der passer jer begge.
Hvis det er svært at få taget hul på denne snak, kan terapi hjælpe dig/jer videre. I den individuelle terapi vil du kunne arbejde med dit selvværd/ få et større selvværd samt genvinde lysten til sex. I parterapien ville I kunne få sagt, det der er så svært og få redsskaber til at komme videre.
Overgangsalderen er en naturlig del af livet. En livsepoke – en overgang – der markerer, at kvinden ikke længere er i den fødedygtige alder; men at hun har mange aktive år foran sig med masser af udfordringer og liv; hvis hun vil.