Brevkasse

Spørgsmål   Mænd

Spørgsmål: Hvad er forhudsforsnævring?

Kære Netdoktor

Jeg er 17 år, og har ved at søge på nettet fundet ud af, at jeg muligvis har en forhudsforsnævring. Jeg kan godt trække forhuden tilbage, men i takt med en erektion, vil huden stramme meget ved begyndelsen af glansen. Det er altså ikke en favorabel tilstand ved samleje. Jeg har kun haft én "sexoplevelse", men noget mislykket grundet ovenstående - og har ikke haft modet til at prøve igen sden. Det skal måske siges, at min penis i uerigeret tilstand ikke er særlig stor (9 cm) - men i erigeret tilstand vokser til omkring 16,5 cm. Ikke nok med det - mit penishoved er meget ømt.

Jeg har ved at søge på dette forum fundet ud af, at det skyldes at min forhud ikke er vant til at blive trukket tilbage. Man kan dog efter sigende (til mit held) hærde penishovedet ved at trække huden tilbage i længere tid. Det blev anbefalet (1) at trække forhuden tilbage inden man lægger sig til at sove eller bare (2) gøre det en halv time om dagen. Førstnævnte løsning lyder "uheldig" i mine ører, da penishovedet med kontakt med dynen vil udløse en afsindig smerte. Vil det være ok kun at benytte løsning 2? I såfald hvor langtid ville der normaltvis gå før glansen er hærdet? (Jeg spørger fordi jeg nødig vil skulle teste hver anden dag hvis den først er hærdet om en måned, og dermed gennemgå unødvendig smerte). Er der en måde at "træne" forhuden til at blive mere elastisk?

Med venlig hilsen en spørger

Svar:

Kære Spørger

Ved forhudsforsnævring forstår man egentlig, at forhuden ikke kan trækkes tilbage på den slappe penis. I den forstand har du således ikke forhudsforsnævring, men dit problem er nu meget velkendt. Først skal jeg lige svare, at din penis har helt normal længde. Hos nogle mænd synes penis lille, når den er slap. Hos sådanne mænd opnår penis så normal størrelse, når den bliver erigeret, idet penis forlænges med 80-85 procent som hos dig. Andre mænds penis ser stor ud selv i slap tilstand. Hos sådanne mænd forlænges den måske kun 15-20 procent ved erektion, og det er også normalt. Faktisk opnår din penis en længde, der er højt i normalområdet.

Penis' hoved, kaldet "glans", er netop et følsomt område, som beskyttes af forhuden. Det har betydning som en yderligere stimulation af din seksuelle lyst ved samleje. I begyndelsen kan følelsen dog næsten være for stærk, som du oplever det. Egentlig smerte er der ikke, men det er nok din stramme forhud, der har gjort din første seksuelle oplevelse lidt besværlig. Mange kirurger ville tilbyde dig en operation for at ordne den stramme forhud.

Der findes forskellige løsninger. Nogle læger vil udføre en 1) lille plastik-operation, så forhuden bliver mere løs, 2) nogle vil bare lave et lille klip på oversiden og sy det sammen på tværs, og 3) nogle vil udføre en egentlig omskæring. Den første løsning kan være rigtig god. Løsning nr. 2 vil jeg fraråde, fordi forhuden får et mærkeligt udseende. Den sidste løsning, omskæringen, er den mest anvendte operation. Du skal dog være klar over, at så bliver den lille rest af forhud så løs, at den altid glider til side. Du vil altså skulle vænne dig til altid at gå med en blottet glans. Det kan alle mænd, og nogle af dem bliver glade for, at de får "hård hud", fordi de så kan holde ud i længere tid under samleje, inden de får udløsning. Jeg synes imidlertid, at du skal tøve med at søge en henvisning til operation. I stedet bør du udføre "forhudsgymnastik". I al sin enkelthed skal du træne i at kunne trække din forhud tilbage under rejsning. Det bør du gøre dagligt, og hvis du rent faktisk øver dig, burde dit problem forsvinde i løbet af nogle måneder. Eventuelt kan du få din læge til at skrive dig en recept på Diproderm salve 0,05 procent. Du skal så to gange om dagen smøre et tyndt lag på forhuden i fire uger. Det er helt afgørende, at du samtidig udfører "forhudsgymnastik" flittigt. Held og lykke med det hele.

Med Venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

Speciellæge i Urologi


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvorfor har jeg smerter ved erektion?

2025-07-13 | 00:00

Prostata og orgasme

2024-11-18 | 06:55

Lamotrigin og tidlig sæd afgang

2024-06-12 | 11:30

Hvad gør man ved svampeangreb på penis?

2024-06-27 | 00:16

Min sæd er rødlig

2024-09-9 | 17:01

Kan ikke få rejsning når det gælder

2024-05-6 | 22:59

Risolid og impotens

2024-08-10 | 10:37

Kan man blive opereret for en skæv penis?

2023-05-30 | 15:17

Er blod i sæden farligt?

2023-03-2 | 17:22

Jeg har fået fjernet min ene testikel. Producerer den tilbageværende tilstrækkeligt kønshormon?

2023-01-20 | 00:00

Kan min kærestes forhøjede PSA og manglende evne til orgasme hænge sammen?

2023-01-20 | 00:00

Smertende stik og jag i testiklerne

2022-05-6 | 20:56

Jeg er flov over de hvide knopper på min penis. Hvordan får jeg dem væk?

2022-04-20 | 00:00

Jeg har en knude ved min testikel, og jeg frygter kræft. Kan det være det?

2021-11-20 | 00:00

Jeg er 18 år gammel og har hævede brystvorter. Går det over af sig selv, eller skal jeg behandles for dette?

2021-11-20 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.