Svar:
Kære Spørger
Du skal helt klart undersøges nærmere af en specialist - en urolog. Jeg er nok enig med din læge i, at det næppe har været en drejning af testiklen - en testikelvridning. Hvis jeg på en vagt, blev ringet op af en 24-årig mand med pludseligt opstået smerte i den ene testikel, ville jeg dog bede ham komme til vores skadestue med det samme, så det kunne afgøres, om der skulle opereres akut på mistanke om testikelvridning. For en ordens skyld skal jeg nævne, at testikelvridning først og fremmest skal mistænkes hos mænd under ca. 25-års alderen og, at tilstanden derefter bliver mere og mere sjælden des ældre manden bliver.
Du kan da bestemt også have haft en betændelse af bitestiklen. Det er dog ikke almindeligt, at en sådan betændelse aftager uden behandling med et antibiotikum. Imidlertid har du en knude, og selv om du fremhæver, at knuden ikke sidder i men på testiklen, så mener jeg klart, at så skal du undersøges af en specialist. Jeg skriver ikke sådan for at skræmme dig, men en knude ved testiklen kan være en ondartet knude - særligt hos en ung mand. Som hovedregel er en knude uden for testiklen altid godartet, mens en knude inde i testiklen næsten altid er ondartet. Derfor: Opsøg din læge og blive henvist til en specialist.
Venlig hilsen
Poul Frimodt-Møller
Speciallæge i urologi