Brevkasse

Spørgsmål   Mænd

Spørgsmål: Mit PSA tal stiger. Betyder det, at jeg har prostatakræft?

Kære Netdoktor

Jeg har jævnligt, via mit arbejde, fået målt PSA. Den har hele tiden ligget fint, dvs. typisk 0,6-0,8. Sommeren 2013 var den så 1,0 og nu sommeren 2014 er den 1.6. Jeg ved godt, at vi taler om en grænseværdi på 4,0 i min alder (jeg er 61) men jeg tænker, at når den pludselig stiger 0,6 enheder på et år, så kan den hurtigt komme højere op, og jeg forstår at når den først er over 4,0, så har en evt. kræft allerede bredt sig ud over prostata.

Mit spørgsmål er om den typisk, erfaringsmæssigt, "flader ud" på et lidt højere niveau eller den simpelthen er på vej opad? Måske endda accelererende opad, således at den vil stige med MERE end ca. 0,6 fremover? Så kan det jo gå stærkt.

Jeg ved også, at der er bivirkninger ved at få fjernet prostata, men jeg synes egentlig bivirkningerne ved at eventuelt miste livet midt i 60'erne er større. Jeg skal tilføje, at min far (89 år) har "langsom prostatacancer" og jeg mener, at hans far, som jeg aldrig har mødt, døde i 40'erne af kræft, uvist hvilken type.

Jeg har ikke blod i urin eller sæd. Jeg er oppe typisk en enkelt gang hver nat, mængden af sæd er tydeligt mindre end tidligere. Tissestrålen er svingende af styrke, men afgjort mindre kraftig end før. Jeg har svært ved at tømme blæren om morgenen, det har muligvis noget at gøre med kaffe og vanddrivende blodtrykspiller. Derudover har jeg ingen symptomer, smerter i mellemkøddet eller lignende.

Hvad kan jeg forvente af fremtiden? Hvor tit bør jeg kræve en ny PSA og hvornår bør jeg gå til operation for at undgå evt. spredning, Hvis PSA tallet fortsat stiger, og kræftceller bekræftes ved en biopsi? Hvor hysterisk bør jeg være for at være på forkant, og ikke komme for sent, som man jo hører alt for ofte?

Med venlig hilsen

En spørger

Svar:

Kære Spørger

PSA er en forkortelse for et såkaldt enzym, der dannes af kirtlen prostata. Alle mænd med en normal prostata danner dette PSA og mængden stiger med størrelsen på prostata kirtlen. Da prostata vokser i et eller andet omfang hos alle mænd fra midten af 40-års alderen og fremefter, er det derfor normalt, at tallet stiger med alderen. Når PSA forbindes med kræft i prostata, skyldes det, at kræftceller måske danner 10 gange så meget PSA som godartede prostataceller. Derfor anvendes måling af PSA for at kunne opspore en eventuel kræft tidligt.

Dit PSA er absolut normalt. Jeg ved slet ikke, hvorfra du har den oplysning, at hvis PSA er ”over 4,0”, så har kræften spredt sig uden for prostata. Hovedreglen er, at hvis PSA er mindre end 10, undersøger vi ikke engang for spredning, men regner med, at en kræft stadig kun er inde i kirtlen. Selvfølgelig er der sjældent en regel uden en undtagelser, men det er godt nok sjældent, at det ikke forholder sig som her beskrevet – så lidt provokerende plejer jeg at sige, at selv om det sikkert er forekommet, at nogen i København har fået en urtepotte i hovedet, så har det aldrig afholdt mig fra at tage til København!

Den lille stigning i dit PSA tal er sikkert udtryk for, at din kirtel vokser lidt på grund af godartet, aldersbetinget forstørrelse . Du bør vide, at statistisk set har en mand, der ikke har prostatakræft som 60-årig, kun ca. 0,5-1 % risiko for at få prostatakræft som 80-årig, så jeg kan slet ikke indse, at du skulle bekymre dig så meget. I betragtning af de potentielle bivirkninger ved at få fjernet prostata kan jeg slet ikke forstå, at du allerede nu overvejer et sådant indgreb. I bedste fald, er det kun halvdelen, der aldrig mere kan få rejsning, og måske hver sjette, der skal gå med en lille ble, fordi de ikke kan holde på vandet. Jeg synes, der skal være en vældig god grund til at få det indgreb udført, men min holdning er jo, at livskvalitet er vigtigere end livskvantitet.

Jeg vil anbefale, at hvis du ikke kan lade være med at få målt dit PSA, så skal det kun være én gang årligt. Hvis tallet når 4,0 eller derover, bør du blive undersøgt af en specialist. Efter du er fyldt 70 år, kan tallet få lov til at stige til 5,0, før man foretager sig noget.

Jeg har mødt en del mænd, som bekymrer sig vældig meget over mulig prostatakræft , men slet ikke særlig meget over, hvad de spiser, drikker eller ryger! Jeg kunne fortsætte meget langt over dette emne, som jo dybest set handler om, hvor meget vi vil gøre for at undgå denne eller hin sygdom, selv om vi før eller siden må indse, at vi alle skal dø af et eller andet på et eller andet tidspunkt. Et liv i bekymring er efter min mening noget mere træls end et liv, hvor man husker at bruge og nyde hver ny dag, man får.

Jeg håber, at jeg har svaret dig tilstrækkeligt – ellers må du skrive igen.

Venlig hilsen

Poul Frimodt-Møller

Speciallæge i urologi


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvorfor har jeg smerter ved erektion?

2025-07-13 | 00:00

Prostata og orgasme

2024-11-18 | 06:55

Lamotrigin og tidlig sæd afgang

2024-06-12 | 11:30

Hvad gør man ved svampeangreb på penis?

2024-06-27 | 00:16

Min sæd er rødlig

2024-09-9 | 17:01

Kan ikke få rejsning når det gælder

2024-05-6 | 22:59

Risolid og impotens

2024-08-10 | 10:37

Kan man blive opereret for en skæv penis?

2023-05-30 | 15:17

Er blod i sæden farligt?

2023-03-2 | 17:22

Jeg har fået fjernet min ene testikel. Producerer den tilbageværende tilstrækkeligt kønshormon?

2023-01-20 | 00:00

Kan min kærestes forhøjede PSA og manglende evne til orgasme hænge sammen?

2023-01-20 | 00:00

Smertende stik og jag i testiklerne

2022-05-6 | 20:56

Jeg er flov over de hvide knopper på min penis. Hvordan får jeg dem væk?

2022-04-20 | 00:00

Jeg har en knude ved min testikel, og jeg frygter kræft. Kan det være det?

2021-11-20 | 00:00

Jeg er 18 år gammel og har hævede brystvorter. Går det over af sig selv, eller skal jeg behandles for dette?

2021-11-20 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.