Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Impotens

Terapeutisk behandling og rejsningsproblemer (impotens)

Rejsningsproblemer (impotens) kan skyldes en række psykiske forhindringer. Har man problemer med sig selv eller sin partner, kan det gå ud over lysten. Sensualitetstræning kan være en vej til at hjælpe lysten tilbage.


Opdateret: 7. August 2019

Psyken påvirker sexlivet

Kroppen og psyken må arbejde sammen, for at sexlivet kan fungere, og har man problemer med sig selv eller sin partner, kan det gå ud over lysten og dermed sexlivet. De udfordringer, der typisk kan have en negativ indvirkning på lysten til sex, er:

  • Dårligt selvværd. Hvis man har dårligt selvværd og grundlæggende er i tvivl, om man er god nok, vil man også ofte være i tvivl, om man slår til seksuelt. Tvivl og dårlig selvfølelse kan gøre det svært at være tilstede i nuet, følge sin lyst og nyde samværet. Ofte vil en person med lavt selvværd være alt for fokuseret på partneren, angst for ikke at være god nok og derved risikere at tabe rejsningen.

  • Stress og andre personlige problemerStress og personlige problemer, økonomiske problemer eller angst for at miste arbejde kan gøre det vanskeligt at fokusere på nuet og det seksuelle samvær. Tankerne er optaget af bekymringer, som fortrænger den seksuelle ophidselse og nydelse. Hvis man ovenikøbet er stresset, udløser kroppen stresshormoner, som kan hæmme sexlysten og rejsningen.

  • Problemer i parforholdet. Intimiteten og den kropslige nærhed ødelægges ofte, hvis der er problemer i parforholdet, og fremmedgørelsen for hinanden kan forstærkes af, at man slet ikke har lyst til at være tæt på den partner, som ofte sårer een. Sex kan også gå hen og blive en "handelsvare". Man kan tænke, at partneren slet ikke har "fortjent" sex, når hun eller han opfører sig på en måde, man ikke finder retfærdig. Disse følelser (for eksempel at føle sig såret, vred eller i sorg) og de tilknyttede bagvedliggende tanker er man ikke altid bevidst om, men kroppen kan alligevel reagere på dem. Og så kan det kan for eksempel vise sig som rejsningsproblemer eller manglende lyst – såkaldt "penisvisdom".

Sådan kommer man ud over de psykiske forhindringer

Det første skridt til at komme ud over de psykiske forhindringer er at blive bevidst om, hvordan man har det med sig selv og partneren. En god start er at gøre følgende:

  • Tal med din partner om, hvordan hun/han oplever og opfatter situationen.

  • Hvis der er problemer jer imellem, så forsøg at finde en løsning, hvor I sammen arbejder på at få lavet sexlivet til et frirum.

  • Tænk over hvad der er vigtigt for jer hver især og hvad I har af ønsker for jeres parforhold

  • Prøv, om I kan få skabt et seksuelt samvær, hvor succesoplevelsen ikke er afhængig af, om man får rejsning eller ikke.

  • Bred seksualiteten ud til at være andet og mere end samleje. Meget sex kan gennemføres, uden at man kan få og bevare en rejsning.

  • Eksperimentér med at inddrage hele kroppen som en erogen zone

  • Gå eventuelt på biblioteket og find bøger, der kan inspirere jer

  • Tal med hinanden om jeres ønsker og behov.

Sensualitetstræning

Hvis man i parforholdet ønsker hjælp fra en sexolog til at overkomme de problemer, der påvirker samlivet, vil man ofte blive tilbudt samlivsterapi. I samlivsterapi gælder det om at give parret gode erfaringer ved det kropslige samvær, fordi det kan fjerne præstationsangsten.

Man anvender ofte den såkaldte sensualitetstræning, som er øvelser som parret efter instruktion af terapeuten i fællesskab skal udføre derhjemme. Sensualitetstræningen ledsages af forbud mod samleje og onani i en periode for derved at oparbejde en seksuel spænding. Parret skal lære at give sig ro og god tid til at nyde kærtegn og berøringer, der ikke er orgasmefikserede. De skal øve sig i at give og modtage samt at give udtryk for egne ønsker og behov. Ofte vil præstationsangsten (angst for ikke at slå til, angst for at rejsningen falder) blive væsentlig mindre gennem disse øvelser.

Sexologisk samlivsterapi strækker sig over nogle måneder, typisk fordelt på 10-15 behandlinger. Både hetero- og homoseksuelle par kan tilbydes behandlingen.

Ved at høre om hvordan øvelserne, der laves derhjemme, er gået, får terapeuten indblik i parrets måde at kommunikere på. Det betyder, at der også tages hånd om konflikter - såvel hos den enkelte som parret imellem. Der bliver sat ord på hæmninger, misforståelser, tabuforestillinger, skyld, skam, frygt og aggressioner, og herigennem bliver det muligt at tale om og bearbejde disse følelser.

Under sensualitetstræningen får terapeuten også indblik i parrets måde at kommunikere på. Det betyder, at der også tages hånd om konflikter - såvel i hos den enkelte som parret imellem. Der bliver sat ord på hæmninger, misforståelser, tabuforestillinger, skyld, skam, frygt og aggressioner, og herigennem bliver det muligt at tale om og bearbejde disse følelser.

Sensualitetstræning kan resultere i mindre angst, øget selvaccept, øget evne til at give og modtage kærtegn, øget evne til at kommunikere med kroppen og øget nærvær i det seksuelle samvær.

Senere suppleres med øvelser med stimulation til rejsning, fulgt af stimulation af andre dele af kroppen, mens rejsningen falder, for derefter igen at stimulere til rejsning - en såkaldt "drilleøvelse". Dette gøres for at opøve tryghed i, at rejsningen kan vende tilbage, selv om den er faldet. Først når præstationsangsten er faldet, går man videre til samleje.

Enlig med rejsningsproblemer

Hvis man er enlig og skal finde en partner, så lad være med at forsøge samleje med det samme. Som hovedregel skal man også undgå "one-night stands", fordi det er vigtigt at føle sig tryg ved den anden, inden det kommer til det seksuelle. Sig til den nye måske kommende partner, at man bedst kan lide at nyde den indledende fase med at lære hinanden at kende psykisk og kropsligt, før man ønsker at gå videre til samleje.

Når først I kender hinanden, er det nemmere at fortælle om dit problem. Mange kvinder sætter pris på en mand med den tilgang. Formentligt er dit rejsningsproblem slet ikke så stort, hvis man griber det an på denne måde. For nogen kan det være en hjælp at tage medicin mod rejsningsproblem de første par gange. Det kan få præstationsangsten til at falde. Vær dog opmærksom på, at angsten for at rejsningen svigter, og man ikke kan gennemføre samleje, kan være så stor, at medicinen ingen virkning har.

Det meste medicin mod rejsningsproblemer virker ved at fremme den naturlige rejsningsproces, og hvis man er så angst, at rejsningen slet ikke begynder på trods af stimulation, så kan medicinen ikke virke.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.