Svar:
Kære Spørger
Tarmluft stammer fra bakteriers virke på afføringen i tyktarmen. Der udvikles forskellige luftarter som brint, kvælstof, kuldioxid og metan, men også ildelugtende svovlforbindelser. Samtidig gælder det, at jo mere afføring der er i tyktarmen, jo mere luft dannes der. Som du skriver, bliver man oppustet, og får rumlen og mavesmerter. Afføringen kan skifte mellem hård og tynd. Alt dette tyder på, at din tyktarm i det daglige indeholder for meget afføring og generelt står for meget stille. Det kalder man en skjult forstoppelse.
Selv om du skriver, at du spiser varieret og sundt, må der alligevel mangle noget. Erfaringen viser, at kostfibre kan bedre tilstanden. Dem får man fra en plantebaseret
Kost (grønsager, frugt, rugbrød) samtidig med, at man spiser mindre kød. Man bør også tage et dagligt tilskud af fibre i form af HUSK. For at stimulere tarmen er det godt med 3 hovedmåltider og mellemmåltider (vand og frugt), og i øvrigt rigelig at drikke. Ligeledes for at stimulere tarmen til bevægelser, er det nødvendigt med rigelig motion dvs. hver eller hver anden dag, så man får lidt sved på panden.
Efter 1-2 uger vil afføringen begynde at blive normal, der vil være færre prutter og oppustetheden vil fortage sig.
Da der jo er for meget afføring i tyktarmen, kan det være nødvendigt at tage afføringstabletter, f.eks. Magnesia 1-2-stk. om aftenen.
På sigt bør man bibeholde de nye gode kost- og motionsvaner.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
Dr.med., ph.d.
Speciallæge i mave-tarmsygdomme