Hej Netdoktor,
Jeg har i cirka 6 år ofte været præget af meget luft i maven. Det ender tit ud i, at jeg får stærke mavesmerter. Ofte så stærke at jeg ikke kan tænke på andet.
Jeg går på universitetet, så jeg har ofte lange dage med forelæsninger, studiegruppemøder mm., hvor jeg ikke får mulighed for at komme af med luften. Jeg bliver utrolig ineffektiv, da min mave simpelthen gør så ondt. Jeg har været plaget af problemet siden gymnasiet, cirka 6 år. Smerterne kommer typisk, når jeg har haft travlt om morgenen, når jeg spiser, eller når jeg drikker kaffe.
Det er et meget pinligt problem, som jeg har svært ved at tale med mine bekendte om, men har været meget ked af, hvor ofte det hindrer mig i at yde mit bedste og at deltage i sociale sammenhænge. Min mave kan ofte rumle meget højlydt, hvilket medfører en pinlig opmærksomhed på mig til forelæsninger.
Smerterne aftager, når jeg kommer hjem og kommer af med luften og kan gå på toilettet. Det er så voldsomt, at jeg har meget svært ved at gøre det på offentlige toilettet. I perioder oplever jeg problemet stort set hver dag.
Hvad kan det være? Er der noget jeg kan gøre for at afhjælpe problemet?
På forhånd tak.