Jeg er en kvinde på 26. Jeg er i tvivl om, hvad forskellen er på mavesår og mavekatar. Jeg har igennem flere år, da jeg var teenager, fået Losec® imod, hvad min læge kaldte, mavekatar, men jeg er aldrig blevet undersøgt nærmere.
Jeg har de samme symptomer igen, og er i tvivl om, hvorvidt jeg skal henvende mig til min nye læge pga. det. For 2 måneder siden begyndte jeg at have halsbrand - både i dagtimerne og om natten. I de sidste 14 dage har jeg haft fornemmelsen af, at der sidder et dyr og gnaver i toppen af maven - lidt til højre, når jeg ser ned ad mig selv. Nogle gange føles det som om, det stråler om på ryggen. Om natten vågner jeg også ved, at det svier og bider, og jeg har halsbrand,når jeg lægger mig på maven.
Jeg har denne bidende fornemmelse, når jeg er sulten, men hvis jeg spiser noget, får jeg også ondt af det. I øjeblikket spiser jeg meget lidt - bananer, knækbrød og mælk, og jeg skærer ned på krydret mad, kaffe, vin, øl mm.
Jeg har kunnet dulme mavesmerterne med Link®, men det forsvinder det tilsyneladende ikke af.
Jeg vil meget gerne have et råd om, hvorvidt jeg bare skal fortsætte med Link® eller gå til lægen, og hvad forskellen i øvrigt er på mavekatar og mavesår?