Svar:
Kære Spørger
Kære spørger
Det er ofte almindelig praksis på kirurgiske afdelinger, at patienten umiddelbart efter en operation for et sår på tolvfingertarmen, blødende eller perforeret, sættes i behandling med antibiotika og en syrepumpe-hæmmer (f.eks. Pantoloc) for at udrydde H. pylori (erradikation) fra slimhinden. Det har nemlig vist sig, at ved sår i tolvfingertarmen er 95% positive for H. pylori, og da det lyder som om du har haft sår flere gange, drejer det sig derfor om at forebygge nye sår i fremtiden. Man behøver således ikke tage en prøve eller vente på svaret, men straks gå i gang med den forebyggende behandling. Når denne kur er gennemført regelret, skulle der ikke være nogen grund til at anvende nogen medicin mere. Magnyl kan dog være en grund til fortsat at behandle med Pantoloc, da acetylsalicylsyre (magnyl) virker irriterende på slimhinden i mavesæk og tolvfingertarm. Om de nye smerter har forbindelse med operationen, er her ikke umiddelbart til at afgøre. Det lyder, som om du er opereret akut, og sådanne operationer har en større risiko for gener bagefter, både svarende til såret og dybere i bughulen. Hvis det fortsætter, må man selvfølgelig forsøge at finde en årsagen.
Venlig hilsen
Dennis Raahave, dr.med.
Speciallæge i kirurgi og mave-tarmsygdomme