Svar:
Kære spørger
Frisk blødning og smerter i endetarmsåbningen er formentlig i dit tilfælde udtryk for en såkaldt ”fissur” d.v.s. lille revne i slimhinden i endetarmen opstået typisk ved en ”hård” afføring. Forskellige former for hæmorroider kan også give anledning til frisk blødning.
Du anfører, at der kan gå dage imellem, at du har afføring, hvilket er unormalt og som regel udtryk for kronisk forstoppelse med hård afføring til følge. Det er meget vigtigt, at man indarbejder faste wc vaner med daglig afføring gerne med løs konsistens. Man skal give efter, når trangen melder sig, gerne på et fast tidspunkt af dagen, hvor man skal give sig god tid. Andre gode vaner ved tendens til hård afføring er rigelig med væske(vand!),fiberrig kost samt motion.
Du kan hos din læge få ordineret en speciel creme eller stikpille der kan få helet din revne i endetarmen evt. kombineret med behandling af evt. samtidige hæmorroider.
Men bemærk følgende: Frisk blødning fra endetarmen er et såkaldt alarmsymptom der principielt altid bør foranledige en undersøgelse hos egen læge!
Med venlig hilsen
Hans Ole Svendsen
Speciallæge i almen medicin