Svar:
Kære spørger
Ved refluks er der et vist tilbageløb af mavesyre op igennem spiserøret, der forårsager brænden og svien. Irritationen kan forårsage, at der kommer slim. Det skyldes ofte, at lukkemekanismen for enden af spiserøret ned til mavesækken ikke fungerer som den skal. Det er tit kombineret med et spiserørsbrok, hvor den øverste del af mavesækken er trukket op igennem mellemgulvet.
Du har desuden irritabel tyktarm, hvor man ved, at en del samtidig har en såkaldt skjult forstoppelse. Hvis det er tilfældet, er bevægelser hæmmet, hvad der så medfører en dårlig tømning af mavesækken, så refluksen forværres.
Ved en operation (fundoplicatio) forsøger man at genskabe de naturlige forhold, så mavesyren ikke kan løbe op i spiserøret. Forud skal der foretages en gastroskopi, samt måling af tryk- og syreforhold, inden man kan tage stilling til en operation. En bedøvelse vil i nogle tilfælde kræve, at der bliver lagt en tube ned igennem stemmebåndene. Undersøgelserne foregår på en specialiseret mave-tarm-kirurgisk afdeling.
Man kan prøve en kombineret behandling med mavesårsmedicin (recept) og optimere tyktarmen med fiberrig-fedtfattig kost (grønsager, frugt og rugbrød), fibertilskud (HUSK), rigelig daglig væske og megen motion, i håb om bedring af begge lidelser.
Venlig hilsen
Dennis Raahave
Dr.med., ph.d.
Speciallæge, kirurgi og mave-tarmsygdomme