Kære Netdoktor,
Jeg skriver i vildrede til jer, da jeg hele mit liv har forsøgt at finde svar på, hvad der giver mig så pokkers mange problemer. Jeg har forsøgt mig et utal af gange hos min egen læge, men det har aldrig givet pote.
Jeg har maveproblemer. Det mest hyppige symptom jeg oplever er svovlbøvser (''æggebøvser'') - dette oplever jeg ca 1-2 gange om ugen (med varighed af 1-2 dage pr gang). Bøvserne kommer ukontrolleret og er meget generende, da de er svære at holde tilbage. De har en meget stærk lugt, som kan lugtes i et helt klasselokale. Af og til kommer der også mavesyre op i spiserøret, men det er nu sjældent. Når jeg har disse bøvser, har jeg desuden ekstremt meget luft i maven.
Et symptom, der ofte ledsager bøvserne er tynd mave.
I sjældne tilfælde har jeg desuden besvær ved at komme på toilettet, hvor jeg vil opleve koldsved, svimmelhed og utilpashed.
Jeg har gjort mig disse iagttagelser gennem årene;
- Spiser jeg slik eller drikker alkohol (dog ikke engang i store mængder) har jeg hang til disse maveproblemer.
- Det følger indimellem min cyklus ret præcist, så jeg får disse problemer, når jeg har menstruation. Dette er dog ikke hver gang og måske blot indbildning.
Det plager mig meget (!!!) i det daglige, og jeg håber derfor, at det kan ringe en klokke hos jer. Jeg er blevet testet for gluten- og nøddeintolerance. Jeg tager p-piller, men havde allerede disse problemer lang tid før jeg startede på dem. Jeg har fået Lanzoprazol mod mavesyre/mavesår; Dette har hjulpet på syreopstødene, men ikke på svovlbøvserne, som faktisk er mit største problem..
Med ønsket om en god dag glæder jeg mig til at høre fra jer.
Venlig hilsen
En spørger