Kære Netdoktor,
Jeg vælger at skrive, fordi jeg igennem de sidste 2-3 måneder har gennemgået problemer med min kæreste.
Min kæreste havde et større hashmisbrug før mig, hvor han røg hver dag i næsten 3 år. Problemet er, at vi er begyndt at skændes meget på det seneste. Det starter altid med, at vi misforstår hinanden. Men de sidste tre skænderier, føler jeg, er gået ok i starten, indtil min kæreste så har valgt at ryge i smug.
Første gang løj han om det, indtil jeg fik ham til at indrømme det. De to andre gange har vi også været oppe at skændes, hvor jeg har haft brug for at sidde alene i et rum for at samle tankerne, og så er han stukket af for at ryge imens.
Et endnu større problem er, at jeg er begyndt at føle mig magtesløs, selvmordstruet og helt ved siden af mig selv. Jeg bliver paranoid, når vi ikke er sammen, hvilket er sjældent. Bare dét, at han skal handle ind, kan få mig til at få en klump i halsen og en knude i maven.
Desuden er jeg også begyndt at skære i mig selv. Jeg kan huske, jeg også gjorde det, da jeg var yngre.
Og til det værste: Jeg er begyndt at afreagere spontant på ham under skænderierne. Det er jo slet ikke den person, jeg er eller vil være! Det er som om, når jeg først har slået ham, så kan jeg ikke holde mig tilbage. Jeg skader mig selv, samt den jeg elsker mest. Jeg vil ikke miste ham, jeg vil bare gerne kunne stole på ham igen.
Er der noget galt med mig? Er jeg gået helt fra forstanden?
Med venlig hilsen,
En Spørger