Diarré går oftest over af sig selv i løbet af nogle dage, men det kan være en pine, så længe det står på. Her får du tre tips til at stoppe diarré.
Der er tale om diarré, når man har tre eller flere tynde afføringer om dagen. Man kan også få kvalme, opkastninger og mavesmerter. Diarré skyldes oftest virus eller bakterier og går i langt de fleste tilfælde over af sig selv igen. Du kan dog selv gøre noget for at få det bedre hurtigere.
1. Væske, salt og sukker
Diarré dræner dig for væske og det er derfor vigtigt at drikke rigeligt - meget gerne en salt-sukker-opløsning. Saltet hjælper til at holde væsken i kroppen. På apoteket kan du købe kosttilskud, i pulverform, der indeholder salt og sukker, som opløses i vand, eller du kan selv lave opløsningen af:
- 1 liter kogt vand
- 2 spiseskefulde almindeligt sukker
- 1/2 teskefuld salt
- Saften af en presset citron eller appelsin
Du har måske hørt et råd om at drikke cola, men det kan faktisk have den modsatte effekt af det man ønsker. Farmaceut hos Apopro online-apotek, Thi Lisa Le, forklarer:
Cola indeholder meget sukker, og i tarmen trækker sukkeret væske ud og kan derved gøre at man taber væske.
2. Loppefrøskaller
Loppe-hvad? De små, fiberrige skaller kommer fra en plante og har altså intet med lopper at gøre. Skallerne hjælper på mild diarré ved at suge væske til sig og holder dermed på vandet i tarmen. Dette medfører en mere fast afføring og passagetiden gennem tarmen sænkes, hvilket resulterer i færre toiletbesøg, forklarer Thi Lisa Le og fortsætter:
Skallerne virker også mod forstoppelse, og det virker måske selvmodsigende, men det skyldes igen, at de suger væske til sig. I det tilfælde man har forstoppelse, hjælper det til at gøre afføringen mere blød, og derved passerer den lettere gennem tarmen.
Læs også: Irritabel tyktarm
3. Stoppende midler
Der findes også håndkøbsmedicin, som øger den tid, afføringen er om at passere gennem tarmen, for eksempel medicin med indholdsstoffet Loperamid. Loperamid øger samtidigt også optagelsen af vand fra tarmen således, at afføringen bliver mere fast og dermed mindre hyppig.
Bør du søge læge?
Småbørn og ældre bør se en læge ved diarré, da de er mere udsatte ved et væsketab.
Raske voksne kan se tiden an, men bør søge læge i tilfælde af blodig afføring, afføring med pus, kraftige mavesmerter, høj feber eller dehydrering. Varer diarréen to uger eller mere, kan der ligge en anden årsag bag, for eksempel irritabel tyktarm eller laktoseintolerans. Du bør derfor søge læge for at finde frem til årsagen.
Læs mere om: Diarré
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Gode råd fra apoteket
Det er vigtigt at få rigeligt med væske, hvis du har diarré - meget gerne en salt-sukker-opløsning. Der findes kosttilskud, som man kan tage for at opretholde kroppens saltbalance.
Eksempel på kosttilskud
Desuden kan du benytte dig af loppefrøskaller eller stoppemidler til at stoppe eller mildne diarréen.
Oversigt over loppefrøskaller
Oversigt over stoppemidler
Kilder: Farmaceut hos Apopro online-apotekThi Lisa Le og Netdoktors artikel om Diarré.