Kaffe kan sætte gang i maven, og forskere har nu forsøgt at finde ud af hvorfor.
Du kender det måske: Morgenkaffen sætter din hjerne i gang, men den kan også sætte gang i andre ting, nemlig maven. Et nyt studie har forsøgt at finde frem til, hvad det er ved kaffe, som virker befordrende på maven.
Forskerne undersøgte, hvordan kaffe påvirker to ting, som i høj grad styrer vores maves funktion, nemlig hvor aktiv tarmen er, samt hvilke bakterier, der findes i tarmen.
For at forstå hvad studiet har fundet frem til, er det en fordel at kende lidt til hvordan tarmen fungerer.
Sådan virker tarmen
Mave-tarmkanalen er ikke bare et passivt rør, som maden stille glider igennem. Tarmene er omgivet af et tyndt lag muskel - såkaldt glat muskulatur. Musklerne trækker sig sammen i en slags bølgebevægelser, som skubber tarmens indhold frem mod 'udgangen'.
I tarmen findes der desuden et væld af bakterier. Nogle hjælper til at nedbryde maden og har derved en positiv effekt, mens andre bakterier har en negativ effekt på fordøjelsen.
Det viste studiet
Ved hjælp af forsøg på rotter, fandt forskerne frem til, at kaffen stimulerer tarmens glatte muskler. Det betyder hurtigere bølgebevægelser, og dermed en afførende effekt, når vi har drukket kaffe.
Skyldes det så koffein? Det undersøgte forskerne også ved at give rotterne koffeinfri kaffe. Men her så forskerne den samme effekt. I denne omgang kan forskerne ikke svare, på hvad det så er ved kaffe, som sætter gang i maven.
Læs mere om koffein
Negativ effekt på tarmbakterier
Studiet viste også, at kaffe havde en hæmmende effekt på visse gode tarmbakterier. Forskerne ved dog endnu ikke, hvordan det hænger sammen med den afførende effekt af kaffe.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Gastro Journal, og Netdoktors egne artikeler: Koffein