Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Nyhed | Mave og tarm

Ny forskning: Tarmbakterie kan måske forebygge folkesygdomme i fremtiden

Forskere fra Københavns Universitet har fundet en tarmbakterie, der ændrer vores hormonsammensætning. Opdagelsen kan potentielt åbne for en ny form for forebyggelse og behandling af blandt andet diabetes og knogleskørhed. 


Offentliggjort: 6. August 2025

Blandt milliarder af tarmbakterier har forskere fra Københavns Universitet netop identificeret specifikke bakteriestammer, der måske kan bane vejen for fremtidens behandling af nogle af de helt store folkesygdomme som hjerte-kar-sygdomme, diabetes og knogleskørhed.

Bakterierne producerer to proteiner, som ligner det naturligt forekommende hormon ‘irisin’. Irisin dannes i musklerne, når vi dyrker motion, og det spiller en vigtig rolle i kroppens fedtforbrænding. De nyopdagede proteiner påvirker kroppens hormonbalance og virker blandt andet på vægt, knogler og blodsukker.

Proteiner kan regulere kropsvægt og blodsukker

De to proteiner er blevet døbt RORDEP1 og RORDEP2. Ifølge forskerne kan de to proteiner øge mængden af bestemte hormoner, som hjælper med at regulere appetit og blodsukker, mens insulin bruges til at holde et stabilt blodsukker. Samtidig har de en dæmpende effekt på et andet hormon, der kan bidrage til vægtøgning.

Forskerne har lavet forsøg på rotter og mus, og her så de, at de dyr, der fik RORDEP-proteiner blandt andet havde et lavere blodsukker og en tættere knogletæthed.

Forskerne er gået i gang med at teste resultaterne på mennesker, og de undersøger, om de nye proteiner kan danne grundlag for ny behandling mod for eksempel hjerte-kar-sygdomme, diabetes, overvægt og knogleskørhed. Længere ude i fremtiden håber forskerne også på, at det bliver muligt at forebygge disse sygdomme ved brug af tarmbakterier.

Hvor mange har…?

Type 1-diabetes: Cirka 35.000 danskere
Type 2- diabetes: Cirka 310.000 danskere
Hjerte-kar-sygdomme: Cirka 670.000 danskere
Knogleskørhed: Op mod 650.000 danskere

Kilder: Diabetesforeningen, Videncenter for diabetes, Hjerteforeningen, Osteoporoseforeningen


 Kilde: Københavns Universitet

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.