Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Vagtlægen | Mave og tarm

Diarré - hvad kan jeg gøre?

Diarré er hyppige tynde afføringer, som ofte er ledsaget af opkastninger og feber. Ved diarré menes mindst tre vandtynde afføringer i døgnet.

Opdateret: 15. April 2019

Hvad er diarré?

Diarré er hyppige tynde afføringer, som ofte er ledsaget af opkastninger og feber. Diarré er en af kroppens måder at komme af med noget uønsket på. Ved diarré menes mindst tre vandtynde afføringer i døgnet. Selv om det er ubehageligt, er det sjældent farligt.

Vagtlægens spørgsmål:

Følg spørgsmålene nedenfor og få indblik i, hvilke spørgsmål vagtlægen typisk vil stille, når du ringer.

1. Hvad er dit navn og CPR-nummer?

Vagtlægen spørger altid om navnet og CPR-nummeret på den person, som henvendelsen drejer sig om.

2. Hvornår er det begyndt?

Er det akut sygdom, som eventuelt kræver stoppende medicin?Har det varet i flere dage, så du eventuelt har væskemangel?


3. Har du feber?


4. Har du kvalme eller kaster du op?

  • Nej: Har du kastet op eller haft kvalme tidligere i forløbet, kan der være tale om en virusinfektion. Læs mere om norovirus (Roskildesyge)

  • Ja: Startede det med kvalme eller opkastninger, eller er det kommet senere i forløbet?


5. Har du smerter?

  • Nej: Vagtlægen vil give dig gode råd om, hvad du skal være opmærksom på.

  • Ja: Hvor sidder smerterne? Er de kommet til senere? Blindtarmsbetændelse giver typisk smerter nederst i højre side af maven.


6. Hvad har du spist inden for det seneste døgn?

Kan der være tale om fordærvet mad eller bakterier?

Hvorfor får man diarré?

Diarré skyldes for det meste en maveinfektion på grund af en virus eller en bakterie. Og så er der ikke så meget at gøre, ud over at stå det igennem. Det varer som regel ikke så længe, deraf udtrykket omgangssyge, men det er meget smitsomt.

Et fremmed virus, der slår sig ned i tarmen, vil først give symptomer efter et til to døgn.

Andre årsager til diarré kan være:

  • Madforgiftning. Madforgiftning opstår, når bakterier danner toxiner i mad. Det vil vise sig få timer efter, man har spist maden.

  • At man har spist noget, man ikke kan tåle. Det kan eventuelt være på grund af allergi eller overfølsomhed over for det pågældende fødemiddel.

  • Bivirkning efter indtagelse af medicin. Antibiotika kan eksempelvis give diarré som bivirkning, da det virker direkte stimulerende på tarmen. Men det er ikke det samme som, at man ikke kan tåle medicinen, og det er heller ikke ensbetydende med at man er allergisk over for antibiotika. Allergi og bivirkning er to forskellige ting.

  • Stress. Stress kan give en tilstand, hvor tarmen er irriteret og medføre, at man får diarré.

  • Fremmede bakterier. Man er eksempelvis særligt udsat for rejsediarré, hvis man rejser i Afrika, Syd- og Mellemamerika, Mellemøsten og Asien.

Hvor syg er jeg?

Kortvarig diarré er sjældent farligt.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Vær opmærksom på faresignaler som blodig eller helt vandigt grumset afføring eller afføring med pus i (gulligt slim), eller at man ikke er i stand til at indtage væske eller holde den i sig.

Virusinfektioner kan man ikke gøre noget ved med medicin. Det klarer kroppen selv, hvis du sørger for at erstatte væsketabet.

Hvad kan jeg gøre?

  • Det er vigtigt at erstatte væsketabet. Det er ikke så vigtigt hvad, man får, men sukker- og saltholdige drikke som juice kan anbefales, da kroppen herved får erstattet de tabte salte. Det er en myte, at cola er godt ved diarré. Det er alt for sødt og kan forværre diarréen. Man bør fortynde juice, sodavand og lignende med vand.

  • A38, cultura og acidophilus-tykmælk er gode produkter mod diarré, fordi de kan styrke den sunde og naturlige bakterieflora i tarmen og er milde mod maven.

  • Da diarré er meget smitsom, skal man sørge for at være særlig omhyggelig med hygiejnen og vaske hænderne grundigt efter hvert toiletbesøg. Man kan med fordel benytte håndsprit ofte.

  • De fleste tilfælde af tynd mave har deres udspring i køkkenet. Gør meget ud af køkkenhygiejnen, blandt andet for at undgå salmonella i maden.

Kan jeg bruge stoppende medicin?

Da tynd mave for det meste går over af sig selv indenfor få dage, må man se tiden lidt an og sørge for at få nok at drikke.

Der findes midler, som kan mindske tynd mave. De bør dog ikke anvendes helt uden omtanke. Forhør dig eventuelt hos din praktiserende læge eller på apoteket.

Hvornår bliver diarré kritisk?

  • Hvis man får væskemangel, hvilket kan vise sig ved tørre slimhinder, mørk sparsom urin, slaphed og afkræftethed.

  • Hvis der kommer blod eller pus i afføringen.

Kontakt lægen med det samme, hvis:

  • Du er omtåget eller sløv
  • Du tisser meget lidt
  • Der også er kraftige mavesmerter
  • Der er blod i afføringen

Kontakt lægen i løbet af 24 til 48 timer, hvis:

  • Der er høj feber
  • Diarré har varet mere end en uge
  • Der er risiko for, at det skyldes madforgiftning
  • Der er mistanke om smitte efter rejse i udlandet

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.