Måske er det ryggen, der værker, maven der klager, eller hovedet der dunker. Ofte smutter vi en tur forbi apoteket for at købe smertestillende piller i håndkøb, som forhåbentlig kan lindre lidt. Men der er en række ting, som du skal være opmærksom på, når du tager smertestillende medicin.
Farmaceut fra Apopro Online Apotek, Tine Vestergaard, svarer her på 6 spørgsmål om smertestillende håndkøbsmedicin og pointerer:
– Smertestillende medicin, som kan fås i håndkøb, bør kun bruges ved lette smerter og højest i tre til fem dage i træk. Ved kraftige eller længerevarende smerter bør man i stedet opsøge sin læge.
Læs også: Smerter og smertestillende
1. Hvad kan man selv gøre mod lette smerter?
Ved lette smerter kan man lindre med smertestillende håndskøbsmedicin. Man bør generelt tage smertestillende i så lav en dosis som muligt, mens de stadig skal lindre.
-
Voksne: Som voksen kan man ved smerter starte med to tabletter Paracetamol, så man i alt får 1000 mg. Hvis der er behov for det, kan der tages endnu to tabletter efter 6 timer. Voksne må højest få 8 tabletter svarende til 4 gram i døgnet.
-
Børn: Børn må kun få Paracetamol og ikke andre typer smertestillende som Ibuprofen eller Acetylsalicylsyre. Mængden skal afgøres ud fra barnets vægt. Læs derfor indlægssedlen, spørg din læge eller på apoteket. Børn under 2 år må kun få smertestillende medicin efter aftale med lægen.
2. Er der noget, man bør være opmærksom på?
Når man skal sluge tabletter, bør man altid skylle dem ned med vand, ellers kan de sætte sig fast i halsen og i værste fald ætse spiserøret. Sørg derfor også for at være oprejst, når du skal sluge piller.
3. Er der bivirkninger ved smertestillende medicin?
Ifølge Tine Vestergaard er der færrest bivirkninger ved Paracetamol fremfor andre midler, hvis man tager det i rette dosis. Hvis man tager for meget, kan det dog være skadeligt for leveren.
Du bør vælge Paracetamol frem for Ibuprofen eller Acetylsalicylsyre, hvis du har tendens til mavesår, da disse kan gøre det være.
Hvis man tager smertestillende håndkøbsmedicin for ofte, kan den faktisk være skyld i en hovedpine på grund af medicinoverforbrug. Det er der risiko for, hvis man tager smertestillende mere end 15 dage om måneden.
5. Fås smertestillende i andre former?
Hvis man ikke kan lide at sluge piller, har kvalme eller af anden grund ikke kan holde dem nede, kan må få smertestillende som brusetabletter, smeltetabletter, mikstur eller stikpiller i stedet for.
Læs også: Ældre og medicin
6. Hvad hvis det smertestillende ikke virker?
Der kan være mange årsager til, at den smertestillende medicin ikke har den effekt, du ønsker. Smertestillende, som man kan få i håndkøb, virker ofte ikke på meget kraftige smerter, nervesmerter eller migræne, hvor man skal have fat i et andet lægemiddel. Opsøg din egen læge og forhør dig om, hvorfor pillerne ikke hjælper dig.
Kilder: Farmaceut, Tine Vestergaard, Apopro Online Apotek og Netdoktors egen artikel: Smerter og smertestillende.