Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Fødder

Går du i de forkerte sko?

Vi går mange tusind skridt hvert år, så det er vigtigt at have ordentligt fodtøj på. Desværre får trends og skønhedsidealer os ofte til at vælge sko, som ikke er optimale for fødderne, og det kan have smertefulde konsekvenser for dem.


Opdateret: 9. Marts 2022

Vi går mange tusind skridt hvert år, så det er vigtigt at have ordentligt fodtøj på. Desværre får trends og skønhedsidealer os ofte til at vælge sko, som ikke er optimale for fødderne, og det kan have smertefulde konsekvenser for dem.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
                    Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark".
                        Den indgår i nyhedsbrevet 
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Dine fødder skal holde til meget. De bærer dig meget langt på et helt liv. Faktisk går du, hvad der svarer til halvvejs rundt om Jorden i løbet af dit liv. Og selvom det burde være incitament til at passe ekstra godt på dem, så er mange af os gode til at falde for modetrends med alt for smalle sko, alt for høje sko eller sko med alt for tynde såler, der gør langt mere skade end gavn for fødderne.

Selvom vi nok godt kan blive enige om, at smerter i fødderne og nedsat bevægelighed ikke ligefrem er ønskværdigt, så ender mange af os alligevel med at opleve problemer med fødderne på et tidspunkt - netop på grund af vores ringe (omend moderigtige) valg af fodtøj særligt tidligt i livet.

Men hvilke sko skal man være ekstra opmærksom på? Hvad er det for problemer, der er mest udbredt? Og hvordan behandler man, hvis skaden er sket? Det giver speciallæge i ortopædkirurgi Jens V. Bruun svar på her.

Smalle sko er den helt store synder

Ifølge Jens V. Bruun er det hverken sko med hæl eller tynde såler, der er de største syndere. Faktisk kan nogle mennesker ligefrem have gavn af sko med en lille hæl, og sålen skal blot være tyk nok til at kunne beskytte foden mod skarpe genstande på jorden som for eksempel sten eller søm.

Han siger, at det derimod er de smalle sko, der giver fødderne ballade. De smalle sko klemmer tæerne helt sammen, og det øger risikoen for at udvikle problemer i den forreste del af foden. Jens V. Bruun peger på forfodssmerter, hammertæer, skæv storetå og knyster som de hyppigste problemer forårsaget af fodtøj:

- Hammertæer opstår på grund af et misforhold mellem skoenes størrelse, fodlængden og fodens bøjemusklers længde. Skæv storetå findes også i folkeslag, der ikke bærer fodtøj, men slet ikke i samme udstrækning, som i vores kultur. Knyster er i langt de fleste tilfælde en følgevirkning af skæv storetå, siger han.

Hammertæer betyder, at en eller flere af leddene er bøjet mellem tåknoglerne, så tæerne kommer til at stå bøjet. Det kan gøre det smertefuldt at gå. Hvis man har skæv storetå, drejer storetåen ind mod de andre tæer, så foden bliver spids i stedet for afrundet. Det kan give små buler - også kaldet knyster - yderst på foden ved storetåens start, som kan gøre ondt.

Har du fået en knyst, kan det være en god idé at kigge på dit fodtøj. Passer det foden? Er det bredt nok? Hvis ikke, så kan du til en start prøve at skifte dine sko ud. Virker det ikke, kan du prøve med indlæg fra fodterapeuter eller fodplejere. Er det heller ikke nok, vil du som sidste udvej have mulighed for at blive opereret for knysterne.

Typiske problemer forårsaget af forkert fodtøj

  • Hammertæer

  • Skæv storetå

  • Knyster

  • Forfodssmerter

  • Fodsvamp

  • Dårlig lugt

  • Nedgroede negle

Nye sko, indlæg eller operation?

Hvis skaden er sket, og du står med krøllede og skæve tæer på fødder, der gør ondt, så er der heldigvis hjælp at hente. Jens V. Bruun peger på indlæg, specielle såler eller operation som mulige behandlingsformer. Hvilken behandling, der er den rette for dig, bestemmes af, hvor slemt det står til med dine fodproblemer.

- Hvis hammertæerne er meget mobile, kan nogle mennesker med fordel bruge et indlæg, der løfter foden lidt. Man skal se til, at forfoden er bred nok, så problemerne ikke starter forfra igen, siger han.

Er dine fødder lidt mere medtagede, anbefaler Jens V. Bruun, at du skifter dine vante sko ud med sko, der har en såkaldt gængesål. Det er en sål, der er buet i stedet for flad, så du får følelsen af, at du kan gynge frem og tilbage på fødderne, når du har dem på.

- Gængesålen gør, at trykket i forfoden bliver meget mindre, og det kan hjælpe til, at man får meget færre gener. Gængesålen er virkelig god, men den kan føles lidt ustabil at gå med. Der er nogle, der kan føle, at det er ubehageligt, at man vipper frem og tilbage, når man står op, siger han.

Sko med gængesål

En sko med gængesål. I stedet for den klassiske flade sål er gængesålen buet, og det kan aflaste forfoden, så den er mindre udsat for skader. Foto: IStock.com

Den sidste behandlingsmulighed, som Jens V. Bruun peger på, er operation.

- Skæv storetå kan opereres ligesom hammertæer. Hvis dette følges op med sko med gængesål er succesraten oppe på 95% eller mere, siger han.

Hvilken type operation, der skal benyttes, og hvor godt resultatet af operationen bliver, afhænger af, hvor godt leddene i foden fungerer, og hvordan foden i øvrigt ser ud.

Dårlig lugt og svamp kan også skyldes sko

Forkert fodtøj kan også være årsag til mindre alvorlige, men dog stadig meget ubehagelige fodproblemer, som for eksempel sure tæer, fodsvamp og nedgroede negle.

Bakterier og svampe, der kan give ildelugtende fødder og fodsvamp, trives nemlig godt i varme og fugtige miljøer. Derfor bliver det primært et problem for folk, der går i for tætsluttende fodtøj, hvor foden ikke kan ånde.

Nedgroede negle kommer, hvis du kommer til at klippe din tånegl for kort. Hvis du så bagefter stikker fødderne med de nyklippede, korte negle i et par sko uden god udluftning, så kan tåens bløddele svulme ind over neglen, sådan at neglen, når den vokser ud, vokser ind i huden.

Faldende andel har problemer

Ifølge Jens V. Bruun er det svært at sætte tal på, hvor mange mennesker der lider af fodproblemer forårsaget af dårligt fodtøj. Han mener dog, at antallet af folk med fodproblemer er faldet i takt med, at især sneakers de seneste år er kommet på mode.

- Det er især de smalle sko, der tvinger foden sammen, der er det største problem, men det er der næsten ikke nogen, der går i til daglig længere, siger han, og tilføjer, at piger, da han var ung, startede med at gå i små, smalle sko allerede fra de var omkring 13 år gamle.

- Sådan ser det slet ikke ud længere. Man ser ikke så mange unge gå med sådan noget fodtøj mere, afslutter han.

Det er hovedsageligt kvinder, der får problemer med fødderne på grund af fodtøj. Jens V. Bruun siger, at problemerne typisk starter efter 10-15 år med dårligt fodtøj. Tidligere, da det var mere udbredt at starte allerede som 13-14-årig med at gå med de smalle sko, kunne problemerne altså begynde allerede i slutningen af tyverne.

Vælg det rigtige fodtøj

  • Vælg sko med en fast hælkappe. En fast hælkappe holder foden og skoen stabil.

  • Vælg sko, der beskytter mod skarpe og spidse genstande.

  • Vælg sko, der er behagelige at gå i for eksempel sko med en gængesål, der støtter dig i din gang.

  • Vælg sko, der har god udluftning, så du forebygger svamp og dårlig lugt.

  • Vælg sko, der passer til dig. Undgå for smalle sko, der klemmer tæerne sammen, da de er den største synder, når det kommer til de mest udbredte fodproblemer.

Kilde: Jens V. Bruun og Netdoktor.dk


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.