Svar:
Der er ikke tvivl om, at så voldsom en belastning som marathonløb er nedbrydende for kroppen. Dette er bl.a. årsagen til at man ikke kan løbe et matrathonløb hver anden uge. Kroppen har simpelt hen brug for at restituere sig. Hvorvidt det så kræver en speciel kost hvad angår vitaminer, som du spørger om, er nok en anden sag.
Jeg går ud fra at jeg ikke behøver at tale om væskeindtagelse, de fleste der løber marathon er helt klar over dette problem.
Når man skal løbe så langt er resultatet bl.a. afhængigt af hvor meget sukker (glykogen) der er i kroppen, da sukker er det foretrukne brændstof for musklerne. Musklerne kan også fungere når man går over på fedtforbrænding, men da bliver ydeevnen mindre. Ved forskellige trænings-/kost fif kan man forhøje sine glycogendepoter ganske væsentligt.
Hvis du får en god sund kost til dagligt, tror jeg ikke du har brug for vitamintilskud. er er som regel heller ikke brug for ekstra salttilskud, men man kan da godt øge saltindtaget ganske lidt i dagene forud for et løb.
I forbindelse med et marathonløb er der måske et ganske let tab af jern, som kunne retfærdiggøre et let jerntilskud.
Om der sker ledskader er omdiskuteret. Der er jo ingen tvivl om at store belastninger giver øget belastning på leddene. En undersøgelse som gik på at undersøge knæleddene på langdistanceløbere kunne ikke påvise nogen øget frekvens af slidgigt. Jeg tør ikke udtale mig katagorisk om dette spørgsmål.
Jeg tror ikke at marathonløb som sådan er sundt for kroppen. Træning i små mængder er opbyggende for kroppen, men så store belastninger er helt sikkert nedbrydende og kræver lange pauser. Jeg tror dog ikke jeg direkte vil tale imod at folk dyrker marathonløb, men man skal vide hvad der kræves for at kunne klare det.
Med venlig hilsen
Hans Gad Johansen, speciallæge i ortopædisk kirurgi