Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Forstuvninger generelt

Forstuvning opstår, når der sker en skade på et eller flere ledbånd og/eller bløddele omkring leddet. Der er flere grader af forstuvning. Læs mere her.

Opdateret: 7. September 2023

Fakta om forstuvning

  • Forstuvning opstår ved overstrækning af ledbånd.

  • Symptomerne er smerter, hævelse, nedsat funktion af det givne led og evt. misfarvning efterfølgende.

  • Så vidt det er muligt, vil det være godt at: holde leddet i ro i 1-2 døgn, lægge noget koldt på, lægge forbinding på og holde leddet højt.

  • Ledfunktionen vil som regel være almindelig igen efter 3-6 uger, men der er forskellige grader af forstuvning.

Hvad er en forstuvning?

En forstuvning er en beskadigelse af et eller flere ledbånd og/eller bløddele omkring et led. Skaden kan opstå i selve ledbåndet, eller ved tilhæftningen på knoglen, hvor der eventuelt kan være blevet revet en lille knogleskal fra.

Forstuvninger varierer i sværhedsgrad fra banale til alvorlige ledbåndsskader. De kan variere fra at være med en ganske lille rift i ledbåndet til at være en fuldstændig overrivning. Ved fuldstændig overrivning kan leddet eventuelt være ustabilt.

Bruskskader kan både opstå pludseligt og gradvist

Illustrationen viser, hvordan der kan være forskellige grader af forstuvning. Der kan også ske en komplet afrivning fra knoglen, hvilket ikke fremgår af billedet. Foto: IStock.

Hvordan får man en forstuvning?

Forstuvning opstår, når et led bevæges ud over, hvad der er normalt for leddet. Der opstår derved et træk på ledbåndene. Som regel er leddet tilbage på plads herefter. Der vil opstå hævelse og smerter i leddet.

Forstuvning er hyppig i ankelled, knæled, håndled og fingerled og sker ofte ved vrid, fald, sport og ulykker.

Hvad er symptomerne på forstuvning?

Symptomerne på forstuvning er hævelse, smerter og nedsat funktion af leddet. Misfarvning kan desuden opstå lidt senere.

I lette tilfælde kommer smerterne og hævelsen efter nogle timer, og i svære tilfælde kommer hævelsen og smerterne straks. Hævelsen kan tiltage gennem de første par døgn.

Skal man søge læge?

Det kan ofte være svært selv at bedømme, hvor alvorlig skaden er.

I lettere tilfælde behøver man ikke umiddelbart søge læge/skadestue, men man kan i stedet selv påbegynde RICE-behandling.

I sværere tilfælde med nedsat funktion af fingerled eller ved smerter i knæ- eller ankelled som gør, at man ikke kan støtte på benet, bør man søge læge eller skadestue. Hvis skaden er sket i knæet, og det hurtigt hæver tydeligt op, bør man også søge hjælp, selvom man kan støtte på benet.

Hvis leddet ikke sidder på plads efter uheldet, skal der også søges skadestue.På skadestuen vil det være muligt at tage et røntgenbillede for at udelukke knoglebrud.

Hvad kan man selv gøre?

For at undgå eller mindske hævelse, skal man påbegynde RICE-behandling hurtigst muligt efter skaden.

Der har været en diskussion om, hvorvidt RICE behandling begrænser helingsprocessen, men fordelene ved RICE behandlingen skønnes at overstige de eventuelle mindre begrænsninger i helingen.

RICE er en forkortelse af Rest (hvile), Ice (is), Compression (tryk) og Elevation (beskadiget led holdes højt). Desuden kan et M (mobilisering) tilføjes til behandlingen:

Rest: Hold leddet i ro i 1-2 døgn for at forhindre forværring af skaden.

Ice: Læg noget koldt på det skadede led. Det kan være ispose eller pose frosne ærter. Der skal noget mellem isen og huden (fx et viskestykke), ellers kan der opstå forfrysninger af huden. Der lægges is på i 10-20 minutter hver time, gerne op til 1 døgn efter skaden.

Compression: Læg en fast, men ikke snærende forbinding. I forbindelse med isbehandling lægges den uden på isen, ellers direkte på huden. Forbindingen skal kun anvendes i dagtiden og ikke om natten.

Elevation: Leddet skal de første dage holdes over hjertehøjde. Når man ligger, kan benet lejres på nogle puder, når man sidder, kan benet lejres på et bord eller stol. Hvis det drejer sig om forstuvning af finger eller håndled, holdes leddet over hjertehøjde.

Mobilisering: Dette indebærer, at man bevæger det skadede område, uden belastning, så snart smerterne tillader det.

Forebyggelse

Hvis man ønsker at forebygge forstuvning, kan man styrke knæ og ankler ved fx at stå på et ben eller bedre, anvende vippebræt jævnligt. I det hele taget drejer det sig om at træne og styrke sin balance.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Varighed af forstuvning

Afhængig af sværhedsgraden vil der ofte være normal ledfunktion i løbet af 3-6 uger, enkelte gange kan det dog tage længere tid. Sjældent kan der være behov for operation på lidt længere sigt, især efter kraftig ankelforstuvning hos yngre, såfremt de har tendens til at vrikke over i ankelen.

Udsigt for fremtiden

Afhængig af sværhedsgraden vil der ofte være normal ledfunktion i løbet af 3-6 uger.

I nogle tilfælde kan det dog tage længere tid, hvor der i måneder efter forstuvningen kan være ømhed og hævelse af eksempelvis fodleddet. Hvis man ikke får genoptrænet leddet ordentligt, kan der endog være symptomer ved belastning i endnu længere tid.

Leddet bør kunne belastes og være uømt, inden man genoptager eventuel sport.

I sjældne tilfælde kan der være behov for operation på lidt længere sig. Dette gælder især efter kraftig ankelforstuvning hos yngre, hvis de har tendens til at vrikke over i anklen og ikke kan opnå stabilitet ved genoptræning.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.