Hvad er knoglebrud?
Knoglebrud kan være meget forskellige afhængig af, hvor de sidder i kroppen, knoglens alder og styrke samt påvirkningskraften udefra. I Danmark har vi ca. 80.000 knoglebrud årligt. De fleste knoglebrud opstår i håndled, hofter, ankler, hænder og fødder. Brudtyperne varierer med alderen, således at for eksempel hoftebrud oftest ses hos ældre.
Det vigtigste tegn ved knoglebrud er smerter og nedsat eller ingen funktion af det sted, hvor bruddet er opstået samt en eventuel synlig fejlstilling. Diagnosen stiller man ved en røntgenoptagelse.
Hvem får knoglebrud?
Alle mennesker kan risikere at pådrage sig knoglebrud, som dog hyppigst optræder hos ældre personer på grund af en øget tendens til at alde og en tendens til, at knoglerne bliver svagere med alderen (knogleskørhed).
Hvilke typer knoglebrud findes der?
Man skelner mellem forskellige typer af knoglebrud:
Et knoglebrud kan enten være åbent eller lukket afhængig af, om hudens overflade er brudt. Bruddets forløb gennem knoglen danner grundlag for opdeling i tvær-, skrå-, spiralbrud. Man skelner desuden mellem, om bruddet inddrager ledflader eller ej. Man inddeler også bruddene i enkle eller knuste (kumminute) brud afhængig af, hvor mange stykker knoglen er brækket i. Denne inddeling af bruddet anvender man, når man skal planlægge behandlingen.
Desuden kan man inddele brudtyperne efter skadesmekanismen som forårsager bruddet. Her skelner man mellem:
stress frakturer
langsomt opstået revne i knoglen som følge af overbelastning
lav-energi frakturer ved almindeligt fald
høj-energi frakturer, eksempelvis i forbindelse med trafik uheld
kompressions-brud opstår når knoglen giver efter for tryk.
Børns knogler er mere eftergivelige end voksnes, og kan bøjes uden egentligt at brække. Dette medfører et såkaldt 'greenstick-knoglebrud', der billedligt talt vil se ud, som når man bøjer en frisk, grøn gren fra et træ. Endeligt kan børns knoglebrud inddrage knoglens vækstzone.
Hvad er årsagerne til knoglebrud?
Knoglebrud opstår ofte i forbindelse med fald. Knoglens mineralindhold er afgørende for, hvor let der opstår brud. Hos ældre med lavt mineral indhold i knoglerne (knogleskørhed) opstår frakturer således lettere end hos yngre med højt mineralindhold i knoglerne. Derfor kan et almindeligt fald medfører hoftebrud hos ældre, mens det ikke gør det hos unge.
Hvad kan man selv gøre for at undgå at pådrage sig knoglebrud?
Sund kost
Man kan sikre sig god knoglestyrke ved vægtbærende motion og fornuftig kost, der indeholder tilstrækkelig med kalk og D-vitamin . Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man får tilstrækkelig sund kost (fisk m.v.), kan man tage et supplerende tilskud af kalk og D-vitamin.
Medicinsk behandling
Hvis man har pårørende, som har fået brud på rygsøjle, lårbenshals, håndled m.v., er det en god idé at få undersøgt knogletætheden (BMD-måling). Såfremt denne er for lav, kan man få supplerende medicinsk behandling for at øge knoglestyrken.
Minimere risikoen for skader
Man kan prøve at minimere skaden, når man falder, ved at anvende hoftebeskyttere, som især har effekt hos patienter med svækket syn eller som i forvejen er blandt den gruppe, der hyppigt falder.
Øge muskelstyrke og balanceevne
Endelig kan man ved træning øge sin muskelstyrke og sin balanceevne således, at man kan reducere faldrisikoen. Det er også en god idé, at egen læge foretager en gennemgang af ens medicin, idet nervemedicin, sovemedicin m.v. ofte med fordel kan nedsættes i dosis for at modvirke svimmelhed og derved øget risiko for fald.
Hvordan stiller man diagnosen?
Når man kommer på skadestuen med mistanke om knoglebrud, vil lægen undersøge, om der er direkte eller indirekte ømhed på brudstedet. Samtidig vil man undersøge, om der er ophævet eller nedsat funktion. Er dette tilfældet, vil man foretage røntgenundersøgelse , hvor man vil kunne konstatere, om der foreligger et brud.
Det er vigtigt at forsøge at indskrænke brugen af røntgenundersøgelser mest muligt. Derfor kan man godt opleve, at man ved begrænset mistanke om knoglebrud vælger at se det an et par dage, inden man tager en beslutning om hvorvidt det kræver en røntgenundersøgelse. Dette har som hovedregel ingen betydning for det endelige resultat, og man kan derved spare en række patienter for røntgenbestråling.
Vælger lægen at se tiden an for at spare barnet for røngtenstråling, skal forældrene observere barnet for at sikre, at barnet igen opnår normal bevægelighed.
Hvordan behandler man et knoglebrud?
Ved enhver behandling af knoglebrud gælder det om at sikre en opheling i så god stilling som muligt. I langt de fleste tilfælde heler bruddet af sig selv, og man kan, såfremt der er tale om et uforskudt brud, oftest nøjes med at lægge en gipsskinne eller en bandage, som virker smertelindrende og støttende.
Generelt skal et knoglebrud have maksimal ro de første 3 uger, og efter cirka 3 uger er en vis belastning af bruddet helt i orden, da det er med til yderligere at stimulere knoglehelingen. Man skal dog aldrig belaste et brud ud over smertegrænsen.
Hvis bruddet er forskudt, kan det være nødvendigt at foretage en operation, hvor man sætter bruddet på plads og holdet bruddet på plads ved hjælp af skinne og skruer eller marvsøm. Man kan også gennem knoglen anvende skruer, der stikker ud gennem huden og er samlet udvendigt med et apparat.
De brud, der involverer led-ender, kræver oftest operation, fordi man vil forebygge udviklingen af slidgigt. I nogle situationer kan bruddet samles, og derved bevares, mens man i andre tilfælde må indsætte kunstige led for at være sikker på at få en smertefri funktion.
Hvad er udsigten for fremtiden?
Der foregår en betydelig forskning inden for området, dels med henblik på udvikling af metoder til bedre operationer af knoglebrud, dels udvikler man substrater, som kan fremme knoglehelingen, og endelig opretter man såkaldte faldklinikker for at kunne forebygge det store antal knoglebrud, som man ser hos ældre.
Man må forvente et øget antal knoglebrud, fordi der kommer flere ældre patienter de næste år. Men samtidig er sund levevis, god kost og medicinsk behandling, hvis man har knogleskørhed, med til, at antallet af knoglebrud allerede nu viser en noget vigende tendens i forhold til, hvad man kunne frygte, på baggrund af den ændrede befolkningssammensætning.