Annonce

“Der er ikke nogen steder, jeg hellere vil behandles for kræft end i Danmark”

Sådan lød ordene fra Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse, da han deltog på konferencen Kræftdag 2022. Han mener dog også, at der stadigvæk er områder, hvor vi kan blive bedre.

De seneste 15 års tætte samarbejde om kræftområdet mellem politikere, sundhedspersonale og patientforeninger har båret frugt, og niveauet af kræftbehandling i Danmark er blevet hævet gevaldigt.

Det mener Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse.

- Jeg synes, at vi på behandlingsdelen har løftet kvaliteten i Danmark i ekstrem grad i løbet af de sidste 15 år, og det er der rigtig mange gode begrundelser for. Der er kræftplaner, der er kræftpakkeforløb, der er specialeplanlægning, der er investeret rigtig mange penge i kræftområdet, fortæller han til Netdoktor og fortsætter:

- Det har givet resultater, så vores behandlingskvalitet i Danmark er på højde med dem, vi sammenligner os med internationalt, og det er grunden til, at jeg siger, at der faktisk ikke er noget sted i verden, jeg hellere vil behandles for kræft end i Danmark.

Læs også: Store fremskridt i behandlingen af kræft

Vi skal stadig blive bedre

Selvom Jesper Fisker ser positivt på de seneste års løft af kræftbehandlingen i Danmark, så mener han, at der er mange steder på kræftområdet, hvor vi stadig kan blive bedre. Det gælder især de områder, hvor man ikke er i direkte kontakt med sygehuset. Det vil sige især før og efter kræftforløbet.

- Hvis vi skal blive endnu dygtigere, så er det især før og efter kræftbehandlingen, vi er nødt til at koncentrere os om. Det gælder for eksempel diagnosticering. Vi er stadigvæk ikke hurtige nok til at diagnosticere, vi er stadigvæk for dårlige til forebyggelse, og vi lever nogle usunde liv i Danmark i forhold til andre lande, siger Jesper Fisker.

Han peger desuden på, at den høje kvalitet af kræftbehandlingen betyder, at flere overlever deres kræftsygdom. Omend det selvfølgelig er positivt, så medfører det også, at langt flere får senfølger efter kræft, forklarer han:

- Antallet af personer, der får senfølger efter et kræftforløb, stiger eksplosivt i de her år på den positive baggrund, at flere overlever deres kræftsygdom. Derfor er vi også nødt til at tage fat i spørgsmålet om rehabilitering og senfølger.

Læs også: Mange føler sig ikke klædt på til livet efter et kræftforløb

Kræftdag 2022: Hvad kan gøres bedre?

Både sundhedspersonale, politiske beslutningstagere og patientorganisationer arbejdede på Kræftdagen 2022 med, hvordan man kan løfte oplevelsen af kræftforløbet før og efter mødet med sygehusvæsenet.

De konkluderede blandt andet, at det var vigtigt at give de praktiserende læger mere tid til at finde de patienter, der kan fejle noget alvorligt, samt at der var behov for bedre uddannelse af patienter, så de er ordentligt klædt på til livet efter kræftforløbet.


Kilder: Jesper Fisker, direktør i Kræftens Bekæmpelse, og Dagens Medicin

Sidst opdateret: 04.11.2022

Annonce