Sådan tjekker du, om du er tyndfed


Nok er dit BMI fornuftigt, og ganske vist ser vægten heller ikke faretruende ud. Alligevel kan din fedtmasse være så høj, at det har konsekvenser for dit helbred. Ved du, om du er tyndfed?


Vi er vant til, at vi kan vurdere vores vægt ud fra vores BMi, men bag et fornuftigt BMI kan der gemme sig mange forskellige kropstilstande, og har du en høj fedtprocent og en lav muskelmasse, er du med stor sandsynlighed tyndfed.

Hvorfor er det farligt at være tyndfed?

Det er farligt at være tyndfed, fordi kroppen lagrer skjult fedt i blodet og rundt om organerne.

Nogle af de følgesygdomme, som tyndfedme kan føre med sig, er øget sygelighed og dødelighed, specielt non-alkoholisk fedtlever-sygdom, type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og kræft – og flere følgesygdomme kommer hele tiden til.


Læs også: Sådan sænker du fedtindholdet i din kost

Hvordan tjekker jeg, om jeg er tyndfed?

For at finde ud af, om du er tyndfed, skal din fedtprocent måles. Der findes efterhånden mange måder til bestemmelse af fedtprocenten, blandt andet specielle badevægte og håndholdte fedtmålere. Desværre er disse ofte upræcise, og en præcis bestemmelse af fedtprocenten kræver en mere avanceret scanning, som kun er tilgængelig få steder, blandt andet på hospitalsafdelinger.

En anden og mere effektiv måde til at undersøge, hvorvidt man er tyndfed eller ej, er at undersøge graden af bugfedme ved hjælp af WHO-klassifikation.

Se her, hvordan du måler din bugfedme ved WHO-klassifikation!

Hvordan kan jeg undgå at blive tyndfed?

De helbredsmæssige konsekvenser af at være tyndfed relaterer sig til for meget fedt i bughulen og en lav muskelmasse.

Ønsker du at reducere mængden af fedt i bughulen og øge din muskelmasse, er fysisk aktivitet i form af konditions- og styrketræning langt den mest effektive metode. Dog tyder det også på, at usunde kostvaner, et højt alkoholindtag, dårlige søvnvaner og tobaksrygning øger risikoen for tyndfedme, men den videnskabelige dokumentation for disse faktorer er dog begrænsede.

FÅ FLERE NYHEDER OM DIN SUNDHED HER!

Sidst opdateret: 08.04.2016