Annonce

Færre kvinder screenes for livmoderhalskræft

Antallet af kvinder, som siger “ja tak” til at blive screenet for livmoderhalskræft, er faldet med 10 procent på et år. Det afslører en netop udgivet rapport.

En ny rapport fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram er udkommet med en kedelig konklusion. Fra 2019 til 2020 faldt antallet af analyserede prøver fra livmoderhalsen med 10 procent.

Undersøgelsen er en del af indsatsen for at forebygge livmoderhalskræft, for den giver lægerne mulighed for at fange eventuelle celleforandringer, før de udvikler sig for meget og bliver til kræft.

Ifølge overlæge Marianne Waldstrøm fra Klinisk Patologi ved Sygehus Lillebælt er det en bekymrende udvikling, som eksperterne ikke kan forklare helt præcist.

- Vi ved ikke med sikkerhed, hvad faldet skyldes, men Corona-nedlukningen fra marts 2020 må antages at spille en afgørende rolle, siger hun.

Læs også: Behandling af forstadier til livmoderhalskræft

Tilslutning er for lav

Hvert år får cirka 15.000 danske kvinder påvist forstadier til livmoderhalskræft, og 6.000 kvinder får foretaget et keglesnit for forstadier til livmoderhalskræft. Men selvom mange tilfælde af celleforandringer påvises ved screeningen, så kommer for få kvinder afsted til lægen, når de bliver indkaldt.

Hos Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram har man et mål om, at få mindst 75 procent af de indkaldte kvinder til at få taget en test. Der er et stykke vej endnu, og faktisk er procentdelen af deltagende faldet fra 63 procent i 2017 til 61 procent i 2020.

Man indkaldes med jævne mellemrum, fra man fylder 23, til man bliver 64 år. Kom du ikke afsted, da du fik indkaldelsen sidste gang, så behøver du ikke at vente til du får den næste indkaldelse. Du kan roligt bestille en tid til tjek hos lægen. Screeningen er en gynækologisk undersøgelse, der tager et par minutter.

Læs også: Sådan foregår et celleskrab

Bliv testet - også hvis du er HPV-vaccineret

I de allerfleste tilfælde skyldes livmoderhalskræft HPV (Humant Papillomavirus), som mange allerede er vaccineret imod. Men selvom du er vaccineret, er det stadig en god idé at blive screenet for livmoderhalskræft.

- Der er stadig god grund til at deltage i screeningen, hvis man vil være bedst muligt beskyttet mod livmoderhalskræft. Vi har i dag to supplerende værktøjer, der beskytter mod livmoderhalskræft, understreger Marianne Waldstrøm og uddyber:

- Vaccinen er effektiv. Ingen tvivl om det, det viser talrige og store undersøgelser. Men det er ikke alle typer HPV, man bliver vaccineret mod. Vaccine plus screening giver en meget høj beskyttelse. Det er glædeligt, at vi har en kræftsygdom, som vi faktisk kan forebygge og finde i så tidligt et stadie, at man undgår kræft.

Fanger man celleforandringerne i god tid, så har man også rig mulighed for at gøre noget ved dem, så de ikke udvikler sig. Venter man derimod for længe med at komme afsted, kan konsekvensen være, at eventuelle celleforandringer opdages så sent, at man ikke kan forhindre dem i at udvikle sig til livmoderhalskræft.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram

Sidst opdateret: 25.08.2021

Annonce