Annonce

Tyve procent flere piger HPV-vaccineres

Stadig flere piger bliver vaccineret mod HPV. Antallet der fik den gratis HPV-vaccine steg med 20 procent i 2018.

I 2018 steg antallet af piger, der fik den gratis HPV-vaccine endnu engang. Næsten 40.000 piger fik deres første HPV-vaccination. Det er 20 procent flere end året før, og det kommer oveni at der i 2017 i forvejen var en fordobling i antallet af vaccinerede piger sammenlignet med 2016.

Det er alle piger mellem 12 og 17, der får tilbuddet om den gratis vaccination. I 2018 var antallet der tog imod vaccinen større end antallet af 12-årige. Det betyder at årgange, der ikke er blevet vaccineret da de fyldte 12, nu alligevel begynder at blive vaccineret.

HPV er svær at undgå

HPV er en betegnelse for mere end 100 forskellige virustyper. En del af dem kan forårsage sygdomme som kønsvorter, celleforandringer eller kræft. HPV, der kan forårsage kræft, går især til angreb i livmoderhalsen. Hvis man bliver vaccineret beskytter man sig mod de 7 typer HPV, der er skyld i 90 procent af tilfældene i livmoderhalskræft.

HPV smitter ved seksuel kontakt og dybe kys. Det er så udbredt en virus, at det er næsten umuligt at undgå den, og op til 80 procent af alle mænd og kvinder får den på et tidspunkt i livet. Især unge er i risiko for smitte, fordi de oftere har skiftende partnere.

I de fleste tilfælde bekæmper kroppen selv virus i løbet af op til 1 år. Men det er ikke alle, der selv kan bekæmpe HPV-infektionen.

Læs mere om Livmoderhalskræft

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Sundhedsstyrelsen om HPV-vaccinen og om HPV-vaccinen hos piger, Netdoktors egen artikel

Sidst opdateret: 25.02.2019

Annonce